Man skal tænke positivt om Gellerup

Start Up Housing er blevet en succes. Skræppebladet har snakket med den slovenske studerende Marko, som bor i Gellerup på ugebasis.

Tekst Elsebeth Frederiksen. Foto: Martin Krabbe

Marko Studen åbner døren, og byder Skræppebladet velkommen i en meget spartansk indrettet lejlighed. Han kæreste fra Polen er på besøg, og vi sætter os i køkkenet, som er nyt og udsmykket med Ikea-møbler.

Marko Studen læser økonomi

Marko Studen læser økonomi

”Da jeg først kom til Gellerup, tænkte jeg med det samme ghetto, men nu kan jeg godt lide stedet,” siger han. Han havde ikke hørt noget om Gellerup, før han flyttede derud. Han troede, det ville være et rart sted, fordi den hed noget med en park. ”Jeg har tiltro til folk, og jeg forventer ikke, at der sker noget dårligt her.”

Han forklarer, at det indtryk han har fået af Gellerup indtil nu, er, at det er et helt andet Danmark end resten af Danmark, men det virker som et sammentømret samfund, hvor folk tager sig af hinanden.

Stod uden bolig inden studiestart
Inden Marko kom til Gellerup, boede han to uger i skurvogne ved Godsbanen. Det var udmærket som et midlertidigt sted, men de boede fire mennesker på meget lidt plads, så hans værelse i Gellerup er en klar opgradering, selvom Godsbanens placering var dejlig og lige i centrum.

Han hørte om boligen i Gellerup via universitetets hjemmeside. Han blev først optaget på universitetet, hvor han læser økonomi, halvanden uge før han skulle starte – så han skulle hurtigt finde noget at bo i.

Han flytter snart
Selvom han godt kan lide at bo i Gellerup, flytter han snart. Han har, siden han kom til Århus, været skrevet op til kollegium, og han har været så heldig at få et værelse tilbudt fra den 15. oktober. Det er lidt tilfældigt, hvor kollegiet ligger, han har bare valgt det, som han først fik tilbudt.

”Det er ikke fordi, jeg ikke vil blive boende i Gellerup,” understreger han, ” det er fordi, jeg gerne vil bo på kollegium, og opleve hvordan det er, samtidig med at jeg møder andre studerende.”

Marko med sin polske kæreste, Ola. De to traf hinanden i Danmark for to år siden.

Marko med sin polske kæreste, Ola. De to traf hinanden i Danmark for to år siden.

Ville først ikke medvirke
Han forklarer, at da Skræppebladet kom forbi og bankede på døren, ville han først ikke åbne, fordi han ikke kendte os og måske ville sælge noget.

Først ville han ikke være med, men næste dag ringede han og ville være med alligevel. Mest fordi han gerne ville fortælle noget positivt om området. Under hele samtalen smitter Markos positivitet af. Han forklarer, at hvis der komme til at ske noget dårligt for ham i området, vil han ikke være bitter, fordi ting sker nogle gange bare.

” Jeg vil have, at folk ved, at Gellerup er et samfund, hvor folk er meget tæt på hinanden, det er måske ikke perfekt, men det er et sted, man kan kalde hjem. Folk er tætte, de er ikke bare numre eller et navn på en dør.”

Råd til andre studerende?
”Hvis andre udenlandske studerende spørger, om de skulle flytte til Gellerup, hvad ville du så sige?”

”Bare gør det. Du bliver ikke slået ihjel eller slået ned eller de andre ting, man har hørt om området. Man skal se og prøve det, Start Up er en god måde at prøve det på, fordi du lejer en uge af gangen, og hvis du ikke kan lide det, kan du flytte. ”




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt