Lederen

Slag i slag

Af Helle Hansen

Another day at the office… – sådan var det ikke helt, da Skræppens redaktørteam fredag den 12. september holdt deadlinevagt på Skræppebladet. En lille fugl havde forinden sunget om, at der var noget meget stort på vej. Lidt over middag dumpede en fil på mere end 15.000 enheder ind i mailboksen. Med venlig hilsen fra Skovgårdsparken.

SLA hed filen – og hvad betyder så det? Ja, det kan du læse over flere sider inde i bladet. Det er helt sikkert et spændende og meget gennemarbejdet bud på, hvordan administrationen af fremtidens boligforening kan skrues sammen. Og det er lige sådan en ordning, de gerne vil have i Skovgårdsparken.

Udspillet med SLA kan formentlig skabe grundlag for en god debat blandt beboeraktive i andre afdelinger. Og helt sikkert er det også et input til foreningsbestyrelsens videre arbejde med den nye strategi for Brabrand Boligforening, som der blev taget hul på med Muusmanns analysen fra sidste sommer.

Ellers er september måned foreløbig gået slag i slag med mange beboermøder, hvor budgetter er blevet vedtaget, og flere steder er der blevet valgt nye ansigter ind i afdelingsbestyrelserne. Og Gellerupparken får den 29. september holdt det flere gange udsatte beboermøde med afstemning om ungdomsbyen.

På Skræppebladets redaktion har vi med glæde konstateret, at der flere steder også er blevet valgt nye medlemmer til vores redaktion. Vi ser frem til at få nyt blod rundt om bordet, som kan være med til at udvikle vores beboerblad. Og sørme om ikke også boligforeningen pr. 1. oktober har ansat en hel ny kommunikationschef, som, vi på Skræppebladet håber, kan se værdien i, at vi har et fællesblad for alle beboere i Brabrand Boligforening. Et blad som også kan rumme kommunikation fra ledelsen og foreningen, og som kan være med til at skabe oplevelsen af, at vi har noget til fælles alle sammen, hvad enten vi bor i Lyngby, Solbjerg, i Gellerup eller på havnen.

Med flere ansigter på redaktionen håber vi også i fremtiden at kunne nå længere ud i boligforeningen, så vi kan være med til at vise forskelligheden i boligforeningens mange små og store afdelinger. Måske vi finder ud af, at vi har mere til fælles, end det der skiller, her i foreningen.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt