Nyt fra boligforeningen

Stort og småt fra Brabrand Boligforenings administration

Af Keld Laursen, Susanne Witting, Niels Hosie, Ole Bech Jensen
Illustration af Jesper Ankjær

Bedre telefonservice
Når du ringer til Brabrand Boligforening, får du fremover straks disse valgmuligheder:
1: Engelsktalende menuvalg
2: Udlejning
3: Bogholderi
4: Driften
5: Driftskontoret på Edwin Rahrsvej 30
6: Personlig betjening
Det nye system stiller dig så om til den valgte afdeling eller funktion, hvor du kommer igennem til den første ledige medarbejder. Hvis alle er optagede, bliver du stillet om til en telefonsvarer. Vi håber, at du hermed oplever en bedre telefonservice.

Kurser for medlemmer af afdelingsbestyrelser
Vi har i november holdt kursus for nye medlemmer af afdelingsbestyrelser. Der var et flot fremmøde på 23 bestyrelsesmedlemmer fra ti forskellige afdelinger. Vi har kun fået positive tilbagemeldinger, og vi planlægger derfor at gentage succesen med nye kurser i 2015 – denne gang med budget og regnskab som temaer.

Interesserede bestyrelsesmedlemmer kan allerede nu kontakte Susanne Witting på suwi@bbbo.dk eller Susanne Kjær Johnsen på sujo@bbbo.dk

Antenneregnskab
Hidtil er udgiften til antenneforeningen blevet varslet i september sammen med afdelingens øvrige budget. Men da man først kender den reelle udgift senere, har det ikke været hensigtsmæssigt. Derfor vil vi fremover varsle udgiften til antenneforeningen senere på året og dermed på et bedre grundlag.

Konflikter er ikke okay
Vores medarbejdere oplever desværre jævnligt at stå i en konflikt med lejere eller andre, og sommetider udvikler det sig til episoder med hårde ord, aggressiv adfærd og sågar trusler over for medarbejderne. Det kan være en voldsomt ubehagelig oplevelse for medarbejderne, som vi selvfølgelig allerhelst skal undgå at lande i. Boligforeningens ledelse har stor opmærksomhed på, at det ikke er en rimelig situation for vores medarbejdere at komme i, blot fordi man udfører sit arbejde. I den kommende tid vil vi derfor have fokus på konflikthåndtering og på, hvordan vi bedst forebygger de voldsomme episoder.

Venteliste til Havnehusene åben
Drømmer du om udsigt over midtbyen og lystbådehavnen, kan du nu skrive dig på ventelisten til Havnehusene på Aarhus Ø. Vi har lavet en brochure med flere oplysninger om lejlighedernes størrelse mv., som du kan downloade på vores hjemmeside bbbo.dk

Flere almene boliger på vej?
Fremover vil kommunerne kunne stille krav om, at almene boliger skal udgøre mindst 25 pct. af et byggeprojekt, hvis det kræver en ny lokalplan. Det er en del af den finanslovsaftale, som regeringen har indgået med SF og Enhedslisten. Samtidig får de store kommuner mulighed for at låne de almene boligselskaber penge rentefrit til køb af nye byggegrunde.

Julehilsen fra ledelsen
Vi vil gerne ønske alle en rigtig glædelig jul og samtidig sige tak for i år. Vi ser frem til det nye år, hvor vi fortsat vil arbejde for at sikre en velfungerende boligforening med professionel service og tidssvarende boliger.

Venlig hilsen
Keld Laursen, adm. direktør
Susanne Witting, administrationschef
Niels Hosie, teknisk chef
Ole Bech Jensen, projektchef




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt