Nyt fra administrationen

Stort og småt fra Brabrand Boligforenings administration

Af Keld Laursen, Susanne Witting, Niels Hosie, Ole Bech Jensen. Foto: Martin Krabbe

Havnehusene: Åbent Hus den 14. februar kl. 10.00-13.00
Ventelisten taler sig eget, tydelige sprog: Der er en enorm interesse for nybyggeriet Havnehusene på Aarhus Ø (afd. 31).

Nu slår vi dørene op til åbent hus i det snart færdige byggeri lørdag den 14. februar kl. 10.00-13.00, hvor alle er velkomne til at se nærmere på boligerne.

Vi inviterer indenfor i to opgange, hvor man kan besøge de færdige lejligheder, heraf én, der er møbleret. Der bliver også adgang til et møbleret grønt væksthus placeret på taget af bygningen. Der vil være medarbejdere fra administrationen til stede, som viser rundt og svarer på spørgsmål.

De første familieboliger bliver klar til indflytning den 15. april, og de første seniorboliger er klar til indflytning den 15. september. Herefter følger ungdomsboligerne.
Bus nr. 33 kører hver halve time fra rutebilstationen. Stå af ved stoppestedet ved Nikoline Kochs Plads, og gå derfra til de to opgange på Dagmar Petersens Gade 72 og 74.
Du kan se en brochure om Havnehusene på bbbo.dk. Du kan søge boligerne på aarhusbolig.dk.

Administrationen får nyt IT-system
I administrationen er man gået i gang med at indfase et nyt IT-system, som hedder EG Bolig. Systemet skal håndtere alle udlejnings-, drifts- og økonomiopgaver. Det nye system bliver allerede i dag brugt i en lang række andre boligforeninger og er målrettet ejendomsadministration.

Systemet har et stort potentiale for at gøre mange arbejdsgange mere effektive, både ved skrivebordene og for medarbejderne ude i marken. Der bliver tilrettelagt et individuelt uddannelsesforløb, så alle de berørte medarbejdere bliver grundigt oplært i at bruge systemet.

”EG Bolig har et meget stort potentiale, og jeg glæder mig super meget til at komme i gang,” siger vores administrationschef, Susanne Witting.
Hun fortæller, at det nye system efter planen går i drift i slutningen af april måned.

Dit cpr-nummer hjælper os
Boligforeningen er gået i gang med at indsamle cpr-numre på vores lejere. Det gør vi først og fremmest, fordi vi så nemt og sikkert kan indbetale penge til beboernes NEM-konto, fx ved for meget indbetalt husleje, varme- og flytteafregning mv.

Du skal give tilladelse til, at Brabrand Boligforening må registrere, opbevare og bruge dit cpr-nummer. Det gør du ved at underskrive en erklæring, som du bl.a. kan få ved at kontakte udlejningen på Rymarken 2, på driftskontoret på Edwin Rahrs Vej 30, på Helhedsplanens infokontor på Bentesvej 1 og hos beboerrådgiverne, som er tilknyttet afd. 3, 4, 5, 6, 11 og 12.

Bliv klogere på budget og regnskab
Afdelingsbestyrelserne har nu mulighed for at sende bestyrelsesmedlemmer på kursus i budget og regnskab. Kurset er et samarbejde mellem BL og Brabrand Boligforening og har til formål at give deltagerne en forståelse for de særlige regler og principper om budget og regnskab, der gælder for en almen boligforening.

Der afholdes to kurser i hhv. februar og marts. Bestyrelsesmedlemmer kan få yderligere information og tilmelde sig hos administrationschef Susanne Witting: suwi@bbbo.dk.

Nytårshilsen fra direktionen
Vi står overfor et spændende nyt år i Brabrand Boligforening, som vi i administrationen ser meget frem til at give os i kast med. 2015 bliver det første hele kalenderår med fuld besætning på alle fire ledelsesposter, og vi føler os rigtig godt rustet til at løse de daglige opgaver og samtidig skue frem mod nye horisonter. Det gælder både på de indre og de ydre linjer.

Nogle af vores fokuspunkter i 2015 bliver, at omverdenen og beboerne fortsat opfatter os som en troværdig og professionel samarbejdspartner. Og at vores ansatte oplever Brabrand Boligforening som en god og tryg arbejdsplads. Beboerne skal tilbydes attraktive og tidssvarende boliger. Derfor er vi meget glade for, at 2015 både bliver året, hvor de første beboere flytter ind i Havnehusene, og hvor vi forhåbentlig kommer langt med de omfattende renoveringsplaner for afdeling 1 og 2 og med Helhedsplanen for afdeling 4 og 5.

Herudover glæder vi os til at fortsætte det konstruktive samarbejde med beboerdemokratiet om at fremtidssikre Brabrand Boligforening som en moderne og professionelt administreret organisation med et levende og engageret bagland.

Godt nytår og på gensyn.

Venlig hilsen

Keld Laursen, adm. direktør
Susanne Witting, administrationschef
Niels Hosie, teknisk chef
Ole Bech Jensen, projektchef

Foto: Martin Krabbe




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt