Alt ånder ro og fred på Skovhøj

Afdeling 24 i Hasselager er en afdeling uden beboeraktiviteter. Men formanden vil det gerne anderledes.

Tekst: Helle Hansen og Winnie Sehested. Foto:Bo Sigismund

Artikelserie: [med andre øjne]

Skræppebladet lagde en kold og våd januar-formiddag vejen forbi Brabrand Boligforenings Afdeling 24, Skovhøj, der ligger i Hasselager.

Afdelingen er den første, som Skræppen besøger i vores nye artikelserie ”Med andre øjne”, hvor medlemmer af redaktionen hver måned drager ud for at besøge en afdeling, vi ikke selv bor i.

Skovhøj fornemmes at ligge på en høj, men skoven kan man ikke umiddelbart se, når man står midt i bebyggelsen. Byggeriet, der er beklædt med grå fibercementplader med træpaneler ved indgangspartierne, er i to etager, og det ligger i et par buede klynger på en skråning. Fra flere af lejlighederne er der udsigt over Århus og bugten og til Brabrand og Gellerup. I stueetagen har lejlighederne en lille forhave, og på bagsiden er der altaner til alle lejlighederne.

Skræppens udsendte, Helle Hansen fra Gellerupparken (tv.) og Winnie Sehested Rødlundsparken (th.), blev vist rundt af Skovhøjs formand, Anette Kjærsgaard.

Skræppens udsendte, Helle Hansen fra Gellerupparken (tv.) og Winnie Sehested Rødlundsparken (th.), blev vist rundt af Skovhøjs formand, Anette Kjærsgaard.

Rummeligt beboerhus
Afdelingsformand Anette Kjærsgaard mødes med os og tager os med over i Skovhøjs flotte beboerhus, som i høj grad imponerer Skræppens udsendte, der kommer fra henholdsvis Gellerupparken og Rødlundparken.

Beboerhuset indeholder en stor sal med plads til 100 gæster, et stort køkken og to toiletter. Og det står til rådighed for afdelingens 80 lejemål, som kan leje det en hel weekend for 1500 kroner. Beboerhuset deles med de 50 lejemål i naboafdelingen, afdeling 17 i Aarhus Omegn. De to afdelinger har desuden også fem gæsteværelser og et lille bestyrelseslokale til deling. Det flotte beboerhus kan også lejes af de øvrige naboafdelinger i Hasselager til en lidt højere pris.

”Men beboerhuset står tit ubrugt hen. I 2013 var salen udlejet i alt 19 gange,” fortæller Anette Kjærsgaard, der synes, at det er ærgerligt, at der ikke er mere aktivitet i afdelingen.

Beboermøderne i Skovhøj er ikke noget tilløbsstykke, og beboerhuset var nærmest halvtomt, da mødet blev holdt i september. I alt 10 lejemål var repræsenteret.

Beboermøderne i Skovhøj er ikke noget tilløbsstykke, og beboerhuset var nærmest halvtomt, da mødet blev holdt i september. I alt 10 lejemål var repræsenteret.

Få beboeraktive
”Når vi holder beboermøder, fylder vi ikke meget mere end to borde, og det er inklusiv medarbejderne fra boligforeningen. Normalt er vi en otte-ti beboere, og mødet er overstået på under en time,” fortæller Anette, der sidder i afdelingsbestyrelsen sammen med sin mand, Jan Kjærsgaard, og Claus Bech.

”Bestyrelsen holder møde hver anden måned. Det tager cirka et par timer inklusiv spisning. Og nogle gange bliver møderne aflyst, fordi der ikke er noget på dagsordenen,” oplyser Anette.
Den første halve time er ellers afsat til, at beboere kan kigge forbi, hvis de vil snakke med afdelingsbestyrelsen om noget.

”Men det sker nærmest aldrig. Jeg tror, jeg højst har oplevet det to gange i de seks år, jeg har været med,” siger afdelingsformanden.

Anette Kjærsgaard fylder ikke meget i salen i Skovhøjs store beboerhus. Afdelingsformanden kunne godt drømme om, at der en dag kom mere aktivitet i det dejlige hus.

Anette Kjærsgaard fylder ikke meget i salen i Skovhøjs store beboerhus. Afdelingsformanden kunne godt drømme om, at der en dag kom mere aktivitet i det dejlige hus.

Aktiv formand
Skovhøj er en afdeling, hvor der ikke foregår nogen aktiviteter for beboerne. Men afdelingens formand er aktiv på mange andre fronter. Anette Kjærsgaard sidder både med i bestyrelsen for Fritidsforeningen og i FAS. Det gør hun, fordi hun godt kan lide foreningsarbejde.

”Jeg kunne da godt tænke mig, at der foregik noget her i Skovhøj. Måske bankospil eller noget med nogle busture, men indtil nu har ingen meldt sig. Hvis nogen har en god ide til noget, som de gerne vil prøve at sætte i gang, så skal de bare sige til,” siger Anette.

Hun tror desværre, at Skræppebladet mange steder ryger lige i skraldespanden.
”Men måske vil et lokalt indstik, som Gellerup.nu i Gellerup og Toveshøj, være med til at fange flere læsere og gøre beboerne mere aktive,” siger Anette, der har talt med Poul Erik Nielsen, der er formand i Hasselengen, om at lave en lokalredaktion i Hasselager. Hvis nogen har lyst til at være med, så er det bare med at komme frit frem.


Naboer glade for Skovhøj

På besøg i Afdeling 24

Naboerne Louise Petersen i nr. 166 og Olga Virkus i nr. 168 var hjemme, da Skræppen var på besøg i Skovhøj. De er begge meget tilfredse med at bo i afdelingen.
Olga Virkus har boet i sin hjørnelejlighed i over 10 år, fra da afdelingen dårligt nok var bygget færdig, mens Louise flyttede ind for fem år siden.
Da Skræppen spørger, om der noget, som de er utilfredse med eller mangler, svarer de begge, at man får god hjælp med det, som man har brug for, af boligforeningens driftspersonale, og at de ikke har noget at klage over.

Naboerne Louise Petersen (tv.) og Olga Virkus er meget tilfredse med at bo i Afdeling 24.

Naboerne Louise Petersen (tv.) og Olga Virkus er meget tilfredse med at bo i Afdeling 24.

Savner discountbutik
”Men skal jeg sige noget, jeg savner, så er det en discount-butik. Jeg boede før i Aarhus Omegn, og da jeg flyttede her til området for snart 19 år siden, blev vi lovet, at der snart ville komme en butik oppe ved busstoppestedet. Men den er altså ikke kommet endnu,” siger Olga, der i stedet tager bussen et stop op til SuperBrugsen og Fakta i Hasselager.

Naboens legeplads
”Jeg synes også, at vores beboerhus måske er for stort, fordi der er plads til 100 personer. Det er ikke sikkert, at man skal have så mange gæster for eksempel til en barnedåb, og så koster det også mere at leje en stor sal,” siger Louise Petersen.

De to naboer enige om, at naboskabet med de andre afdelinger i Hasselager er godt.
”Om sommeren mødes vi tit ovre på legepladsen ved Hasselhøj. Der er god plads til os alle, så det gør ikke noget, at vi ikke har en legeplads i vores egen afdeling,” siger Louise Petersen.


Sydlige Århus med udsigt

Kigger man mod øst, ses flere af Brabrand Boligforenings andre afdelinger i Hasselager.

Afdeling 24, Skovhøj, Hasselager  Bygget i 2003 80 boliger + 24 barnevognsskure 2-, 3- og 4-værelses fra 62 - 105 m2 Beboerhus til 100 personer 5 gæsteværelser Flytteprocent 2013: 24 flytninger (30 %) Afstand til Rådhuspladsen: 24 minutter i linje 1A

Afdeling 24, Skovhøj, Hasselager
Bygget i 2003
80 boliger + 24 barnevognsskure
2-, 3- og 4-værelses fra 62 – 105 m2
Beboerhus til 100 personer
5 gæsteværelser
Flytteprocent 2013: 24 flytninger (30 %)
Afstand til Rådhuspladsen: 24 minutter i linje 1A

Bag Afdeling 24 Skovhøj, ligger Afdeling 23 Skovhøj, der er en 55+-afdeling.

Bagved ligger Hasselhøj, afdeling 7, og fjernest ses Hasselengen, afdeling 15. Mod sydvest, cirka 600 meter uden for billedet, ligger afdeling 21, Baunevej, og cirka en kilometer længere mod vest ligger den nye afdeling 26, Kildeager.

Kigger man mod nord, er Skovgårdsparken, afdeling 3, og Gellerupparken, afdeling 4, tydelige at få øje på cirka 10 kilometer borte.





Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt