Her er liv og glade dage

Afdeling 22, Sonnesgården, emmer af energi og masser af aktiviteter. Fællesskab og sammenhold er bærende drivkræfter for beboernes store engagement

En kølig fredag eftermiddag i februar havde Skræppebladets udsendte inviteret sig selv til fredagscafé og sat afdelingsformand Ib Frandsen stævne til at fortælle Skræppebladets læsere om afdelingen i centrum af Århus. Endnu en artikel i den nye serie ”Med andre øjne”.

Henved 15 beboere var mødt frem til fredagscafé i vinterferien.

Henved 15 beboere var mødt frem til fredagscafé i vinterferien.

Når man først er kommet igennem den store galvaniserede dobbelte gitterport i Sonnesgade, der forhindrer uvedkommende adgang, befinder man sig midt i en oase. Man mødes af et arkitektonisk og velplejet haveanlæg, der stolt toner frem i forlængelse af beboernes p-plads og er flankeret af den let kurvede bygning i 5 etager, der huser de 95 seniorboliger og de 124 beboere.

Oasen i midtbyen
Ib Frandsen tog imod os i det store og imponerende fælleshus, der ligger midt i gården med direkte adgang fra boligerne. Det er et af omdrejningspunkterne for afdelingens aktiviteter og et naturligt mødested for beboerne, hvor alle er på fornavn med hinanden. De fleste er medlemmer af ét af de ca. 15 udvalg, der varetager aktiviteterne og den daglige drift.

Vi starter dog rundvisningen udendørs med en guidet tur i gårdhaven, der passes af ”Det grønne Udvalg” i dagligdagen. Centralt ligger et arkitektonisk haveanlæg med masser af stauder, stenbedsplanter og en lille bæk, ”Lund-bækken”, der risler ned ad stensætningen og er opkaldt efter en af afdelingens mange ildsjæle: Bent Lund.

Man kan forestille sig, hvordan det summer af liv og latter om sommeren, når nogle af beboerne griller i ”Humlehaven” – et afskærmet fliseareal med klatrehegn af humle og omkranset af roser – og andre hygger sig med kuglerne på den lille Petanque-bane eller slapper af i de små indhegnede haveterrasser.

To gange om året er der arbejdsdag, hvor alle giver en hånd med til vedligehold af det grønne område eller maling af fælleshusets træværk. Der er altid stor opbakning til disse dage, – ikke mindst fordi de også er en god anledning til hygge, latter og måske en lille fest.

Formand Ib Frandsen viser rundt. Her er han fotograferet med sin kone Anita, og de har boet i afdelingen ca. 8 år.

Formand Ib Frandsen viser rundt. Her er han fotograferet med sin kone Anita, og de har boet i afdelingen ca. 8 år.

Fantastiske faciliteter
I centrum ligger fælleshuset, hvor der er plads til, at beboerne kan samles, og som helt naturligt danner rammen for mange af aktiviteterne i afdelingen. Her er beboerskabt bibliotek, klaver, kæmpe fladskærm og ikke mindst forbindelse til et stort køkken, hvor Pensionistforeningen sælger kaffe og hjemmebagt kage hver tirsdag og fredag eftermiddag.

Udover afdelingsbestyrelsens møder afholder henholdsvis Kunstforeningen, der tæller henved halvdelen af beboerne på medlemslisten, samt Pensionistforeningen, hvor stort set alle beboere er medlem, deres generalforsamlinger her, ligesom de mange udvalg naturligvis afvikler deres mødeaktivitet her. Kort sagt: Der er stort set altid ”gang i noget” i fælleshuset.

Et af de mange udvalg, der udfolder sine aktiviteter i fælleshuset, er ”Madlavning for finere mænd”. Som Ib Frandsen udtrykker det: ”Aktiviteterne er for alle, men den her er forbeholdt dem med ulige numre” (red: CPR-numre). Det gælder også ”Skomagerdrengene”, der holder til hver onsdag ved billardbordet i kælderen.
Et besøg nede i kælderen afslørede, at her er rig mulighed for at få sved på panden på de topmoderne motionscykler/fitness-maskiner. Man kan også svinge bordtennisbattet med sine børnebørn eller lige fikse et eller andet i værkstedet.

Haveanlægget med ”Lund-bækken” og de vintergrå stenbedsplanter.

Haveanlægget med ”Lund-bækken” og de vintergrå stenbedsplanter.

En palet af aktiviteter
En af de mange engagerede ildsjæle er Gert Brügge. Han havde gjort sig den ulejlighed at printe en aktivitetsplan for 2015 fra afdelingens hjemmeside, så vi kunne få et indtryk af, hvad der sker hvornår. Her er noget for enhver smag og jævnt fordelt over året, – der er bestemt ingen grund til at kede sig i Sonnesgården. For nærværende er det ikke muligt at fortælle om alle aktiviteterne, men den månedlige fællesspisning skal nævnes som endnu en anledning til at motionere lattermusklerne. De fleste beboere deltager, og nogle har af og til gæster med.

Opbakning til beboerdemokrati
Der er to årlige beboermøder for afdelingens beboere, så der er rig mulighed for at deltage i beboerdemokratiet og komme med forslag til nye aktiviteter. Iflg. Ib Frandsen er der altid stor deltagelse og opbakning. Generelt er der godt ca. 60 % fremmøde, og det betyder meget for sammenholdet, at man har indflydelse og mulighed for at bidrage til fællesskabet.

I en afdeling med så mange aktive beboere og ildsjæle kommer det ikke over-raskende for Skræppebladets udsendte, at Sonnesgården gør flittigt brug af tilskud til aktiviteter fra Fritidsforeningen/FAS i Brabrand Boligforening. Tilskud, der bl.a. er omsat til et tilløbsstykke af en meget succesfuld udflugt til Dybbøl; – endnu en oplevelse, der styrker sammenholdet.


En af de få i Danmark

Sonnesgården er en af de få afdelinger på landsplan, hvor 75 procent af lejemålene er medejerskab, og 25 procent af lejemålene er lejeboliger

Udover at Sonnesgården er seniorboliger målrettet 55+, så er afdelingen karakteriseret ved, at man har medejerskab af sin lejlighed. Efter sigende er der kun to afdelinger af denne konstruktion på landsplan.

Medejerskab betyder, at man har et forhøjet indskud på 80.000 kr., og man får muligheden for at aptere (dvs. indrette med vægge, skabe, gulve etc.) lejligheden, som man vil. Kun badeværelset er placeret på forhånd.
Som medejer kan du således selv bestemme, hvor mange værelser du vil have, og hvordan de skal ligge. Du bestemmer helt bogstaveligt selv, hvor skabet skal stå; – og der er således ikke to ens lejligheder. Man betaler naturligvis selv for de valgte løsninger som i alm. ejerbolig, og værdien af apteringen afskrives over 20 år.

Der er ikke mange, der flytter, når de først har bosat sig i afdelingen. De fleste har været med fra starten i 2003, og siden da er ca. 1/3 af beboerne blevet udskiftet. Gennemsnitsalderen er pt. 75 år. Brabrand Boligforening varetager udlejningen, og man søger via Århus Bolig.

Afdeling 22, Sonnesgården  Etagebyggeri opført i 2003 – 5 etager 95 seniorboliger fra 69-124 m2, heraf 75 % som medejerskab Fælleshus med køkken, storskærm og bibliotek Motionsrum, billard, bordtennis og værksted  4 gæsteværelser Fraflytning: ca. 1/3 af beboerne er fraflyttet siden 2003 Gåafstand til Rådhuspladsen

Afdeling 22, Sonnesgården
Etagebyggeri opført i 2003 – 5 etager
95 seniorboliger fra 69-124 m2, heraf 75 % som medejerskab
Fælleshus med køkken, storskærm og bibliotek
Motionsrum, billard, bordtennis og værksted
4 gæsteværelser
Fraflytning: ca. 1/3 af beboerne er fraflyttet siden 2003
Gåafstand til Rådhuspladsen


På besøg i penthouse

Med udsigt mod vest

Karen og Knud Holt var nogle af de beboere, der nød eftermiddagskaffen i caféen, og de stillede sig til rådighed for vores nysgerrighed efter det særlige ved lejlighederne og en snak om de individuelle indretninger, hvor nogle er inspireret af maritime eller musikalske interesser.

I løbet af samtalen tilbød de, at vi måtte se deres lejlighed, som oven i købet ligger på 4. sal med både øst- og vestvendte altaner – også kendt som Penthouse-lejlighed.

Knud og Karen Holt har været med fra starten. Her sammen med Skræppebladets udsendte, Elin Krogh, på den store fælles tagterrasse.

Knud og Karen Holt har været med fra starten. Her sammen med Skræppebladets udsendte, Elin Krogh, på den store fælles tagterrasse.

Imponerende udsigt
Karen og Knud har indrettet deres skønne lejlighed med tanke på funktion og praktik; men ingen tvivl om, at udsigten over vest-byen med Godsbanen i forgrunden og Gellerup ude i horisonten er imponerende. Karen og Knud synes, det er ideelt for dem at bo så centralt og i gåafstand til midtbyens tilbud, – også selvom der indimellem er lidt nabostøj fra DSB eller Northside Musikfestival.
”Det hører vi ikke mere,” siger de og tilføjer:
”..men der er nogle af vores naboer, der er generet, fordi bygningen buer.”

Skåler nytåret ind
Alle lejligheder har indgang og terrasse på de østvendte svalegange, så man kan nyde sin morgenkaffe, mens solen stiger op over kongreshusets store glashvælving.

På 4. sal ender svalegangen i en stor fælles tagterrasse på ca. 100 m2 med beplantning, der giver læ, og der er havemøbler til fri afbenyttelse. Nytårsaften kommer de beboere, der er hjemme, op på terrassen med champagne og skåler nytåret ind, mens der er en fantastisk udsigt i alle retninger.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt