Afdelingssekretærer med mange opgaver

Fire kvinder i vigtige positioner

Tekst og foto: Bo Sigismund

Afdelingssekretærer er Brabrand Boligforenings opfindelse. Som så meget andet begyndte det med Afdeling 4, men nu er der fire af slagsen.

Helle Pia Rosendal, Merete Poulsen, Marianne Vengsgaard og Connie Nedergaard har et mangesidigt arbejde – alle er enige om, at der er tryk på. Vidensdeling er en af deres stærke sider, og det kan andre led i organisationen også have nytte af.

Skræppebladet overværer mange beboermøder, men de (mange) beboere, der sjældent eller ikke viser sig, skulle bare vide, hvordan fire venlige, men faste og effektive, kvinder er yderst vigtige for beboerdemokratiet. Med de store forandringer i administrationen følger der også større krav.

Fra venstre: Connie Nedergaard, Merete Poulsen, Marianne Vengsgaard og Helle Pia Rosendal.

Fra venstre: Connie Nedergaard, Merete Poulsen, Marianne Vengsgaard og Helle Pia Rosendal.

I krydsfeltet
Man skal holde hovedet koldt og holde kontakterne til beboere, afdelingsbestyrelser, inspektører og varmemestre, leverandører og den øvrige administration. Behandle klager og formidle informationer. Besidde et venligt væsen, en stor tålmodighed og en høj professionalisme. Samt ofte arbejde på tider, hvor andre mennesker holder fri. Det lyder som noget af et job.

Den mangesidige viden er til stor nytte. At brede den ud er vejen til at lette opgaverne for alle – både sekretærerne og afdelingsbestyrelserne.

Støtte til beboerdemokratiet
Marianne: ”Som nyvalgt er det nødvendigt, at man lærer for at kunne beslutte. Den noget tilfældige rekruttering til beboerdemokratiet gør det nødvendigt med pædagogiske evner! Aktiviteterne er forskellige, og sager skal følges op. Det tager mindst et år at lære.”

Marianne har været her længst af de fire, og hun har opdraget mange afdelingsbestyrelser.

Connie: ”Med faste rutiner går det lettere, så lærer afdelingsbestyrelserne af sig selv. Der er også igen øget brug af kurser. De nye må lære, hvad man kan, og hvad man må.”
Helle: ”Der er forskel på afdelingerne og deres beboere. Mange af de nye afdelinger har yngre beboere, som er meget aktive. De er også gode til at kommunikere indbyrdes, og de vil gerne have resultater.”

Klager – et voksende punkt
Marianne: ”Det er somme tider for let at klage, og det kan give meget unødvendigt bøvl. Det ville være lettere at tale med sine naboer.”

Connie: ”Vi er ude for ubehagelige typer, der truer og stresser. Det er ubehageligt for deres naboer, og det kan tage megen tid at få løst. Klager fylder mere og mere, og det bliver ikke nemmere.”

Merete: ”De gamle beboere klager nødigt. De holder ud, så længe de kan – og så flytter de. Desuden kunne vi godt bruge noget supervision; vi føler nogle gange, at vi blot gør sagerne færdige uden evaluering.”

Travlt til alle tider
September er sæson for beboermøder. Visse afdelinger har også et om foråret, men festugen kan man godt glemme! 37 timer ugentligt er heller ikke kendt i september. Det drejer sig jo om møder om aftenen og efterbehandling om dagen – foruden de øvrige ting, der melder sig løbende.

Marianne: ”Man må have et godt bagland, for fritid og privatliv er i perioder nærmest lukket ned!”

Connie: ”Det her kan være anstrengende, men det er i hvert fald aldrig kedeligt!”


Afdelingssekretærerne hører under driftsafdelingen

Helle Pia Rosendal betjener afdelingerne 6, 10, 11, 12, 19, 25 og 30.

Marianne Vengsgaard tager sig af afdeling 3, 7, 15, 21, 23, 24 og 26.

Merete Poulsen dækker afdeling 1, 2, 8, 14, 16, 17, 18, 22 og 31.

Og Connie Nedergaard servicerer afdeling 4 og 5.

Sædvanligvis holder en afdelingsbestyrelse et møde om måneden, og det skal forberedes, refereres, og beslutninger skal effektueres.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt