Afd. 5: Jordskredssejr og fald i hærværk på Toveshøj

Afdeling 5 – Toveshøj

Beboermødet på Toveshøj var velbesøgt og viste stor tillid til medlemmerne af afdelingsbestyrelsen

Af Elsebeth Frederiksen, fotos: Elsebeth Frederiksen og Bo Sigismund

Ca. 90 beboere var mødt op til beboermødet på Toveshøj. Man var nødt til at finde ekstra stole for at få plads til alle. Beboerne var kommet for at høre om årets gang i Toveshøj, vælge medlemmer til afdelingsbestyrelsen og vedtage årsregnskabet.

Anett S. Christiansen fremlagde i sin egenskab af formand årsberetningen. Her forlød det, at tingene går godt på Toveshøj. Nyttehaver bliver brugt flittigt, der er endda ventelister, og der er mere lys i området, blandt andet fordi der nu er kommet lys på bazarpladsen. Nogle beboere klagede lidt over, at lyset generede dem i deres lejlighed om aftenen, men der er en dialog i gang med bazaren om det.

Regnskabet blev vedtaget med stort flertal.

Regnskabet blev vedtaget med stort flertal.

Kæmpe fald i hærværk
Den bedste nyhed var, at hærværkskontoen på 255.000 kr. i første kvartal af 2014 var ændret til 14.000 kr. i 1. kvartal 2015. Det kan tilskrives videoovervågningen, som har en god præventiv effekt. Udgiften til hærværk er det, man kalder for ”adfærdsafhængige udgifter”, og det betyder, at beboernes adfærd og den måde, de behandler området på, er afgørende for, om denne udgift stiger eller falder.

Årsregnskab godkendt
Administrationschef Susanne Witting redegjorde for regnskabet, hvor der var et overskud på 3.042.494 kr. Sidste års underskud er helt væk. Susanne Witting forklarede, at resultatet blandt andet skyldes besparelse på forsikring og almindelig vedligeholdelse, og at hærværkskontoen som nævnt er reduceret væsentligt.

Susanne Witting havde nogle gode forslag til, hvordan man kan spare endnu flere penge. Man skal f.eks. ikke smide affald, da det koster penge at få ryddet op. Man skal heller ikke bruge den fælles strøm. Det gør man f.eks., hvis man har en fryser i kælderen, fordi strøm i de enkelte kælderrum ikke er tilknyttet det enkelte lejemål. Til sidst gælder det bare generelt om at passe godt på sin egen lejlighed og på området.

Toveshøjs bestyrelse: Inga Bech, Farhiyo Mohamed, Ilham Mohamed, Emil Thaysen, Anett S. Christiansen, Finn Herskind, Abdulmelik Farah og 1.-suppleant Christian Andersen.

Toveshøjs bestyrelse: Inga Bech, Farhiyo Mohamed, Ilham Mohamed, Emil Thaysen, Anett S. Christiansen, Finn Herskind, Abdulmelik Farah og 1.-suppleant Christian Andersen.

Jordskredssejr til afdelingsbestyrelsen
Der er vist sjældent set en større tillidserklæring til de siddende afdelingsbestyrelsesmedlemmer, som var på valg. Anett S. Christiansen blev topscorer med 143 stemmer, Finn Herskind fik 139 stemmer og Farhiyo Mohamed fik 133 stemmer. Christian Andersen fik 14 stemmer og blev 1.-suppleant.

Til FAS var der også kampvalg, og her blev Farhiyo Mohamed valgt ind, mens Abdulmalik Farah blev 1.-suppleant.

Til Skræppebladet blev Tore Plougheld valgt ind, mens Christian Andersen blev 1.-suppleant. Vi glæder os her på Skræppebladet til samarbejdet.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt