Asfaltformørkelse i Sonnesgården

Læserbrev

Hver dag kikker jeg med glæde på det grønne område i Sonnesgårdens vestafdeling. Arealet har været grønt de sidste 13 år. Her har vi en grøn parkeringsplads, bøgehække, frugttræer, buske og udsigt til Humlehaven. Og vi har en tilkørselsvej, hvor græsset er kørt af, men med naturlige grønne kanter.
Den grønne jord ånder og lever i naturlige balance med mælkebøtter og fugle. Jorden drikker af regnvandet, og på den måde har vi en naturlig adskillelse af regnvand og spildevand, som Aarhus Kommune arbejder hen imod.

Ved et afdelingsmøde for 1½ år siden stemte 73 beboere for at bevare den grønne kørevej. Beboerne sagde nej til asfalt. En ny beslutning blev taget den 22. april i år, idet bestyrelsen lagde beslutningen om asfalt på vestsiden ind i beretningen.

Vi har en dejlig grøn gård, der overvejende passes af beboerne. Vi er en gruppe beboer, der ønsker at bevare det grønne område på vestsiden, men det er vanskeligt, når der ikke er en grøn politik i Sonnesgården.

En asfalteret tilkørselsvej kan påvirke beboerne på vestsiden af Sonnesgården
En voksende andel af vores jord forsegles med asfalt og beton, og vi mister kontakten med jordens naturlige grønne farve. I forskningen i natur og sundhed er der ingen tvivl om, at oplevelsen af grønne områder påvirker kroppen. Ophold i grønne områder øger modstandsdygtigheden mod sygdomme, og det virker afstressende på puls og blodtryk. Farven grøn er en afslappende farve, der er behagelig for øjet.

Asfalt og lysets reflektering
Ting får deres farve ved at reflektere lys. Farven er grundlæggende det samme som lys, og lys er det samme som energi, fortæller klimatolog Niels Hansen fra DMI.
Solens lys indeholder alle farver. Når solens lys reflekterer i de gennemskinnelige krystaller, som vi kalder for snefnug, bliver lyset kastet tilbage, og det er så hvidt derude, at en mørk nat bliver lys af sneen.

Anderledes er det med ting, der ikke er gennemskinnelige, de kaster ikke lyset fra sig igen. Ting har den farve, de kaster fra sig. Sne er hvidt, fordi den kaster alle farver tilbage. Omvendt er det med asfalt; asfalten sluger alle farver, asfalten kaster ikke lys tilbage, men beholder energien, der omsættes til varme. Nyfalden sne reflekterer omkring 95 procent lys tilbage, græs reflekterer 16-26 procent, mens nyt sort asfalt kun reflekterer fire procent af lyset tilbage.
Hvis tilkørselsvejen på vestsiden af Sonnesgården asfalteres med sort asfalt, tager det derfor en vigtig del af lyset fra den grønne vestgård.

Kikker vi mod øst fra altaner og gårdhaver, møder øjet genboens mørke bygning og en sort parkeringsplads, som ikke reflekterer lys. Kikker vi mod vest fra stuen, møder øjet et nyt spændende byggeri på Søren Frichs Vej, hvor bygherrerne har ladet de otte gavle stå i hvidt, som kaster lyset tilbage, så øjet møder en lys udsigt. Kikker vi mod DSB, møder øjet et sort tag, der ikke kaster lyset tilbage, så det opleves mørkt, og der er ingen lys omkring bygningen.

Kære bestyrelse i Sonnesgården. Kikker I ud på DSB’s sorte tag, får I fornemmelsen af, hvordan det bliver for beboerne på vestsiden at kikke på en tilkørselsvej dækket af sort asfalt.
Gå venligst en tur på alle etager på vestsiden og se, hvordan tilkørselsvejens flade forandrer sig, alt afhængigt af om udsigten er fra stuen eller op til fjerde sal. Og vær opmærksom på, hvor meget den sorte flade fylder hos genboen, og hvordan den sammen med den kommende tilkørselsvej med asfalt vil skabe en stor sort flade, der sluger lyset.

Må lyset og den grønne farve blive bevaret, og må den grønne vestside fortsat være fyldt med håb og sundhed i Sonnesgården.

Rie Møller,
beboer Sonnesgården, afd. 22




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt