Fra stemmeret til politidirektør

Grundlovsmøde i Engsøparken ved Brabrand Ro-stadion

Tekst og foto af Elin Krogh

Brabrand Fællesråd, Brabrand Idrætsforening, Kulturgas, De grønne pigespejdere i Brabrand og Brabrand Menighedsråd inviterede til grundlovsmøde, hvor Hanne Bech Hansen, tidl. politidirektør i København, var inviteret til at holde grundlovstalen i anledning af 100-årsdagen for kvinders stemmeret i Danmark. Derudover var der fællessang, musik ved trioen Blackbird og gymnastikopvisning af pigerne fra Brabrand Idrætsforening.

Alle pladser på de opstillede bænke var optaget.

Alle pladser på de opstillede bænke var optaget.

Vejret viste sig fra sin smukkeste side denne fredag, hvor 3-400 tilhørere i den modne alder have taget plads på bænkene i Engsøparken med udsigt til talerstolen og Brabrandsøen som baggrund. Efter fællessang gik Hanne Bech Hansen, der er født i Århus, på talerstolen og indledte sin tale med historien om de første kvindelige personligheder i begyndelsen af det 20. århundrede.

Herefter gav hun eksempler på kuriøse anekdoter fra sin tid som verdens første kvindelige efterretningschef – for PET (Politiets Efterretnings Tjeneste) i perioden 1988-1993 – og sidenhen Europas første kvindelige politidirektør (i København) i perioden 1995-2009. Anekdoterne og historierne fra tiden som mønsterbryder i en mandsdomineret branche vakte stor latter og klapsalver blandt tilhørerne, hvor mange var gamle nok til at huske, at ligestilling er et relativt nyt og moderne fænomen.

Hanne Bech Hansen rundede sin tale af med at fokusere på, at ligestillingen trods alt er væsentligt forbedret. Hun illustrerede dette med at citere forfatteren Tor Nørretranders fra en artikel om ligestilling, demokrati og deltagelse: ”Når kvinderne kommer ud i samfundet, så betyder det, at mændene kommer ind i børneværelset.”

Publikum lyttede interesseret til Hanne Bech Hansen - og nød formentlig også udsigten.Publikum lyttede interesseret til Hanne Bech Hansen - og nød formentlig også udsigten.

Publikum lyttede interesseret til Hanne Bech Hansen – og nød formentlig også udsigten.

Musik og evergreens
Efter talen underholdt trioen Blackbird med musikalske og populære klassikere fra bl.a. Norah Jones og Dolly Parton – en behagelig eftermiddagskoncert i parken, hvor en stor del af det ældre publikum, der var kommet for at høre grundlovstalen, langsomt sivede væk, og pladserne blev overtaget af børnefamilier, der var kommet for at overvære gymnastikopvisningen af pigerne fra Brabrand Idrætsforening – en fin opvisning af både dans og springgymnastik.

Alt i alt en glimrende eftermiddag i strålende solskin for alle aldre og med interessante budskaber og god underholdning i nogle fantastiske omgivelser.

BIF”s piger optræder - de smed dog maskerne undervejs.

BIF”s piger optræder – de smed dog maskerne undervejs.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt