Boligpolitik er vigtig både i Brabrand Boligforening og på Christiansborg

Jens Joel har engageret sig begge steder

Af Jens Skriver. Foto af Martin Krabbe

Folketingsmedlem Jens Joel, der bor i Gellerup, er nyvalgt medlem af for­eningsbestyrelsen. Han vil gerne være med til at udvikle Brabrand Boligforening, og det hænger fint sammen med arbejdet på Christiansborg.

Jens Joel er beboer i Gellerupparken og nyvalgt til BB’s bestyrelse.

Jens Joel er beboer i Gellerupparken og nyvalgt til BB’s bestyrelse.

”Boligpolitik skal være for alle”, siger han,

”også den million, som bor alment. Vi skal have billige boliger og en blanding af byen, så der også bliver plads til almene boliger i de dyre kvarterer. Det er svært at nedsætte huslejen i de eksisterende byggerier, men man kan sørge for, at der bliver bygget billige boliger nok.

Almene boliger må tage noget af presset på boligmarkedet i Aarhus.

Jeg håber, vi kan fortsætte det brede forlig i Folketinget, men synes, at der alt for ofte tales dårligt om almene boliger.

Almene boliger må heller ikke være pseudonym for udsatte boligområder. Vi skal have blandede byer, så der ikke skabes ”rigmandsghettoer”, og Aarhus knækker over.

I foreningsarbejdet i Brabrand Boligforening kan jeg bidrage med kontakten til Christiansborg. Det handler om alle afdelinger men lige for øjeblikket er Helhedsplanen selvfølgelig en stor del af det. Den skal holdes på skinnerne,” slutter Jens Joel.

Jens Joel

Jens Joel.

Det praktiske arbejde i boligforeningen
Han fortæller videre om de praktiske opgaver: ”Jeg tror flere og flere byggerier i fremtiden vil udfordre de forskellige boligforeninger på, hvad vi kan. Vi skal sikre, at Brabrand Boligforening er blandt de absolut bedste i byen, og stille helt skarpt på, hvad det er, vi kan tilbyde.

Når vi renoverer, skal vi blive langt bedre til at bruge de lokale beboere i arbejdet. Både fordi det giver dem erfaring og en fod indenfor på arbejdsmarkedet – men også fordi det skaber en større fælles ansvarsfølelse. Vi skal gå forrest med at holde øje med, at folk får den rigtige overenskomstmæssige løn.

Vi oplever stadig alt for ofte, at folk får dårlig løn på byens byggepladser, selvom meget er blevet rettet op de sidste par år. Her skal vi som boligforening selvfølgelig være i front med at stille klausuler om overenskomstmæssig løn og holde øje med, at de bliver overholdt.

Nogen gange kan ”blødere” samarbejdsaftaler være gode til at sikre lokal beskæftigelse og praktikpladser på et byggeri. Matchingprocessen kræver stort arbejde. Det er en rigtig spændende opgave, som både kommunen og boligforeningen har en interesse i at få løst.”

Jens’ søster var 15, da hun for fire år siden broderede et par valgkamps-kinafutter.

Jens’ søster var 15, da hun for fire år siden broderede et par valgkamps-kinafutter.

Hans baggrund
Den 37-årige Jens Joel er opvokset i Odense tæt ved Vollsmose og har undervist to år på Humlegårdsskolen i Vollsmose. Moderen bor stadig i Odense, mens faderen var voksenunderviser i Aarhus, så Jens var weekendbarn i Aarhus.

For 16 år siden flyttede han til byen og blev nogle år senere færdig med at studere statskundskab. Ved siden af havde han et job son filmoperatør i ”Øst for Paradis”.

Det politiske engagement startede, da han blev medlem af ”Frit Forum”. Her mødte han Svend Auken, der fik Jens til også at melde sig ind i Socialdemokraterne, og så kom han med i valgkampe og frivilligt arbejde.

Fritidsinteressen politik blev til et arbejde, så på spørgsmålet om fri­tidsinteresser, svarer han først, at politik kræver 24 timer i døgnet i valgkampe, men han har også tid til venner og kæreste, og så siger han beskedent, at han løber rundt om Brabrand Sø en gang imellem.

Det viser sig at være et par gange om ugen. For et halvt års tid siden deltog han i et halvmaraton i Palæstina. Her deltog mange nationer, og det drejede sig om retten til at bevæge sig frit. Så kører han for øvrigt også gerne på motorcykel, helst gamle.

I politik bliver han, så længe han føler han kan gøre en forskel, og så længe han kan trække i den rigtige retning, så andre kan få noget ud af det.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt