Seniorerne indtager Havnehusene

Anden etape af ny afdeling flytter ind

Tekst og fotos af Bo Sigismund

I det fineste sensommervejr og med ter­mometeret på 26 grader blev de åb­ne Havnehuse atter et tilløbsstyk­ke. Det er denne gang seniorerne (+55), der indtager de nye lejligheder, og interessen var særdeles levende. I to opgange var der åbent helt til tagetagen. Der var mange spørgsmål og kommentarer, og de tilstedeværende medarbejdere fra udlejningen mødte mange positive bemærkninger – og så er der endda kun yderst få boliger, der ikke allerede er udlejet. Navneskilte og opgangstavler er parate; der mangler kun det sidste sanitet og hårde hvidevarer, som ikke gerne skulle blive stjålet.

Her er indbydende og kan blive  god nabokontakt.

Her er indbydende og kan blive
god nabokontakt.

I højden og i lyset
Vi er denne gang endnu højere til vejrs end i februar, så vi er to etager højere end de andre tagterrasser, og byen ligger for ens fødder. Imponerende i det klare lys. Bedre end Google Street View eller nogen drone kunne vise det. Vi står her selv!

Selv om nogen af nabobyggerierne kommer til at tage en del af lyset og udsigten – Z-huset bliver jo bygget lige nord for – er der rigeligt at følge med til. Både nyindflytterne, de der allerede kom i maj, og nysgerrrige fra andre afdelinger havde masser af ros og begejstring. Man falder helt naturligt i snak.

To gamle venner fra Toveshøjs første tid i 1972. Gamle naboer fra Gudrunsvej, der forstår sig på udsigt. En hel gruppe fra Sonnesgården og kendte ansigter fra afdeling 3. Når den almene boligsektor viser sådan et produkt frem, bliver beboerne stolte.

Hvad får man for pengene
Der faldt naturligvis bemærkninger om huslejen. Nyt byggeri har altid været dyrt. Og med vinden i sydøst i februar er der uden tvivl mere end køligt på toppen. Her skal vi glæde os over den moderne teknik, der bidrager til at holde energiomkostningerne stærkt nede, når man sammenligner både med ældre afdelinger og med ejerboligsektoren.

Det har naturligvis også motiveret nyindflytterne, og fra de første beboere hørtes megen tilfredshed. Herlighedsværdier, ikke mindst vand, trækker folk til; først Klintegården fra ’30-erne, så Langelinie fra ’90-erne og nu hele Nordhavnen. Man kommer ellers ikke billigt til den slags, men nu er muligheden der for almenbeboerne.

Beboerlivet skal vokse
Tredje etape, som bliver ungdomsboliger, er beregnet til indflytning til vinter.

Først da vil der blive holdt et stiftende beboermøde, men der er allerede grupper i gang med fællesspisning og facebook-kontakter, så der vil være grundlag for fællesskab og beboerliv.

Skræppen vil følge med i, hvad her sker, så den nye afdeling 31 bliver et rigtigt medlem af ”familien”.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt