Info-centret InstantOne forsinket til november
Helhedsplanens nye informationscenter ved siden af Gellerupbadet må udskyde åbningen, i stedet rejses et cirkustelt
Tekst og foto af Helle Hansen
Selv om det kun er containere, der skal lægges oven på hinanden, så trak det alligevel så meget ud med byggetilladelsen fra Aarhus Kommune, at åbningen af Helhedsplanens nye informationscenter, der bliver kaldt InstantOne, er blevet udsat indtil begyndelse af november. Der var ellers blevet annonceret en festlig åbning i efterårsferien.

Byggetilladelsen til at opsætte containerne, der skal huse informationscentret, er kommet, men for sent til at det kan åbne i efterårsferien.
”Gellerup C”
Men Gellerup-området skal ikke snydes for en fest, så lokale ildsjæle har i stedet fået den ide at slå Cirkus Tværs’ store cirkustelt op på græsarealet lige ved siden af byggepladsen fra onsdag i efterårsferien.
Her åbner så i stedet ”Gellerup C”, som byder på mange forskellige aktiviteter i løbet af feriedagene, lige fra cirkus-børnelege, forskellige musikoptrædner til pizzaovne-byggeri og fælles madlavning over bål. Og her vil der også blive præsenteret tre bud på nye forsøgsprojekter, som en række lokale foreninger skal sætte i gang i løbet af 2016.
”Gellerup C”-dagene kulminerer med stor fest lørdag den 17. oktober. Alle nysgerrige er meget velkommen til at kigge forbi cirkusteltet og ”C”, hvad der rører sig midt i Gellerup.