Her er kommunens nye hus i Gellerup

Vinderen af arkitektkonkurrencen om den kommunale arbejdsplads midt i Gellerup er fundet. Resultatet bliver alt andet end almindeligt

Af Helle Hansen. Illustration Aarhus Kommune

Et levende hus med 1000 arbejdspladser er om godt tre år en realitet på hjørnet af Edwin Rahrs Vej og ned langs den nye bygade lige over for Bazar Vest. Onsdag den 21. oktober blev vinderen af projekt afsløret; et konsortium ledet af A. Enggaard med Arkitema Archi-techts, Niras, Caverion og Katinka Hauxner ApS som samarbejdspartnere.

Sådan kommer kommunens nye bygning i Gellerup til at se ud set fra Bazar Vest ned langs den nye bygade.

Sådan kommer kommunens nye bygning i Gellerup til at se ud set fra Bazar Vest ned langs den nye bygade.

Et hus for alle århusianere
Det er alt andet end et almindeligt kontorhus, som Aarhus Kommune bygger midt i Gellerup. Huset er en vigtig brik i Helhedsplanen for Gellerup, og det skal være med til at kickstarte omdannelsen af bydelen ved både at give nye tilbud til Gellerups beboere, men i høj grad også til alle andre århusianere, der kan have et naturligt ærinde i Gellerup.

Det nye kommunale hus bliver 20.000 kvadratmeter stort. I alt er 1500 kva­dratmeter af dem tiltænkt udadvend­te funktioner, der skal sikre, at huset lever op til helhedsplanen for Gellerups intentioner om at blande og skabe nye funktioner i Gellerup.

Overdækket nyt byrum
Det har været vigtigt for udvælgelsen af projektet, at alle husets funktioner er tænkt sådan, at borgerne også kan have glæde af dem. For eksempel laves der ikke en traditionel kantine for medarbejderne i huset. I stedet kommer der et restaurant- og caféområde med offentlig adgang i det store centrale, overdækkede byrum i husets stueetage.

Biograf og iværksætteri
Beboerne i området vil også kunne få adgang til auditorier, der udenfor arbejdstid for eksempel kan anvendes til møder og som biograf, og i en særlig del af huset vil der være plads til iværksættermiljø med fokus på inklusion under navnet ”Made in Gellerup”. Borgerne bliver også inviteret indenfor i et nyt bylaboratorium, hvor borgerne og fagfolk skal have mulighed for at være med i arbejdet med byudviklingen.

Det forventes, at medarbejderne kan slå dørene op til det nye hus i december 2018.
I næste nummer af Skræppebladet kan du læse meget mere om det nye kommunale byggeri i Gellerup.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt