Skræppens julenørds bedste julebagetips

Fra alle os på Skræppen til alle jer:
Glædelig jul – med en opskrift på sprøde julesmåkager fra Harlev

Tekst og foto af Winnie Sehested

Det er med glæde at mine juleopskrifter bliver godt modtaget, og derfor vil jeg i år dele min meget gamle opskrift på jødekager med jer.

Der er stor forskel på jødekager fra landsdel til landsdel. Denne opskrift er min tipoldemors sønderjyske opskrift.
Jødekager er kendt fra 1700-tallet og var meget udbredt i gamle dage, da det er en billig opskrift, som ikke kræver en masse dyre ingredienser.

Da vi jo også har et barnebarn med glutenallergi, er der også en opskrift, jeg selv har udviklet på, som passer til det.

Opskrifterne ganger I bare op, som I synes. Her i huset bager vi jo store mængder til meget familie og venner. Så vi ganger opskrifterne op flere gange. Som regel bliver det af 8 kg mel og alt det, der skal i – plus de glutenfri til Andreas.

Driller opskrifterne, eller har I spørgsmål, kan I maile mig winnie@wrasch.dk. Så vil jeg gøre mit bedste for at hjælpe.


Winnies jødekageopskrift:

500 gram mel af god kvalitet
275 gram smør eller god margarine
125 gram sukker
125 gram farin
1 tsk. hjortetaksalt
1 æg

Mel og margarine blandes sammen og æltes sammen, derefter kommes resten i og æltes, så det hænger godt sammen.
Sættes i køleskab nogle timer, gerne til næste dag.

Rulles ud og trykkes ud med en form, smøres med sammenpisket æg og drysses med kanel blandet med sukker. Man kan eventuelt komme en mandel på.

Bages ved 200 grader i cirka 7 minutter, til de er jævnt brune. De bliver lidt mørkere, da der er farin i.

Winnies glutenfrie jødekager

200 gram god margarine eller smør
70 gram sukker
70 gram farin
2 æg
400 gram hirsemel
80 gram majsmel
2 tsk. bagepulver

Alt blandes sammen og æltes ca. 10 minutter på maskine.
Stilles i køleskab en times tid.

Rulles ud og trykkes ud med en form, smøres med sammenpisket æg og drysses med kanel blandet med sukker. Man kan eventuelt komme en mandel på.

Bages ved 225 grader i cirka 8 minutter, til de er pænt lysebrune.
Kan du ikke få hirsemel, kan du blende hirseflager til det er fint.

Gode tip til glutenfri bagning:
Det skal æltes længe, så hænger de bedre sammen.
Må ikke stå for længe i køleskab inden de bages, da glutenfri dej så bliver tør og smuldrer.
Jeg ruller dem ud i almindelig glutenfri mel, hvad man nu har på lager.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt