Gellerupscenen genopstår som Eutopia Stage

Kunstneren Hans Krull laver udsmykning af teatrets foyer med hjælp fra frivillige

Af Helle Hansen, fotos Per Ryolf

Kulturhovedstad 2017 er lige om hjørnet, og i Gellerup er forberedelserne til det store lokale Eutopia-projekt, der skal løbe af stablen i sommeren 2017, i fuldt sving.

Siden 22. februar har multikunstneren Hans Krull, sammen med en halv snes frivillige, været i gang med at forskønne foyeren på den gamle Gellerupscene, som nu bliver genåbnet under navnet Eutopia Stage.

Hver eftermiddag – mandag til torsdag – fra klokken 16 til 19 holder Hans Krull kunstworkshop, hvor deltagerne er med til at svinge malerpenslerne, og farverne bliver smurt ud over de ny-hvidmalede vægge.

”Nysgerrige kan sagtens nå at kigge forbi og er meget velkomne til at give deres besyv med, fordi kunstprojektet fortsætter helt indtil onsdag 23. marts lige inden påske,” opfordrer Eutopias kunstneriske leder, Brigitte Christensen

Åbningsfest 7. april
Når Hans Krull og hans frivillige malersvende er færdige med udsmykningen, skal foyeren indrettes til et spændende og hyggeligt rum, der kan bruges til forskellige arrangementer fra nu af og hen over hele kulturhovedstadsåret.

Og rummet skal gøres klart til indvielsen og ferniseringen af det fælles kunstværk, som finder sted torsdag den 7. april om aftenen.

”Den aften vil der også være premiere på en forestilling, som bliver en overraskelse,” lover Brigitte Christensen, der inviterer alle til at kigge forbi Gellerups nye scene, så den nye foyer på Eutopia Stage kan blive rigtig festligt genindviet.

Du kan læse mere om indvielsesfesten og andre aktiviteter ved at følge med på Facebook EUTOPIA 2017.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt