Lederen

Verdener til forskel

Af Helle Hansen

For en måneds tid siden spillede Gellerup over en periode på tre-fire uger hovedrollen i to forskellige tv-serier, som blev sendt henholdsvis på DR1 og TV2. ”En vej – to verdener” og ”Moskeerne bag sløret” hed program-serierne.
Efterfølgende har det været en oplevelse at opleve danskernes forskellige reaktioner på de to serier. For her kan man virkelig tale om, at der har været mere end en verden til forskel på, hvilket indtryk seerne har siddet tilbage med – afhængigt af om de har set DR1 eller TV2.

I DR1-serien om Hejredalsvej er Henning og Malenes skønne lille Niels fra Toveshøj på det nærmeste blevet en lille folkehelt, som behjertede danskere lige nu er i fuld gang med at starte indsamlinger til for at støtte og give Niels en hjælpende hånd i fremtiden.

Og på DR1´s hjemmeside vil rosen af serien om ”de rige og de fattige” på hver sin side af vejen i Brabrand nærmest ingen ende tage. Seerne elsker den form for menneskelige reportageserier og beder om, at DR skal lave meget mere af den slags tv.
Men jeg har til dato ikke hørt en eneste politiker i Folketinget – eller i Aarhus Byråd – omtale DR1´s tv-serie om Hejredalsvej.

Det kan jeg til gengæld ikke påstå omkring TV2´s Moske-serie. Lige siden de første to minutters forskræp blev vist den 28. februar, har tv-serien haft store konsekvenser. Ikke mindst for muslimerne i Gellerup og resten af Aarhus, som nu ser ud til at skulle ud på endnu en årelang ørkenvandring, før de måske en gang ud i fremtiden kan få opfyldt deres drøm om et moskebyggeri. Samtidig har retorikken fået endnu en ordentlig drejning på flygtninge-indvandrer-knappen hos hovedparten af landets politikere, der lige nu over en bred kam nærmest kæmper om at gøre en dyd ud af at finde på det mest sorte og dæmoniserende ordbrug.
Underligt, at den verden, de to tv-serier beskriver, er den samme.

Må jeg foreslå en opfølgende tv-serie, der graver et spadestik dybere – titlen kunne passende være: ”Det bedste af to verdener.”




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt