Tanker på Gellerup

Læserbrev

Ofte når jeg går rundt i Gellerupparken, dukker tankerne frem: Hvad er det dog, der sker her? Hvorfor den forandring til ukendelighed? Hvorfor nedbryder man en genial arkitektur, som knap var 50 år, da man begyndte nedrivningerne? Et ungt og stadig anvendeligt byggeri modsat noget af alt det saneringsmodne inde i Århus.

Arkivfoto af Ulrik Ricco Hansen

Jeg flyttede til Gelleruparken og fik min første lejlighed i sensommeren 1971. Jeg har kendt og oplevet området som det af alle højt roste byggeri med et areal på størrelse med en mindre købstad. Lejlighederne var udlejede, så snart de stod færdige. Køen var lang. Men da så regningen for et overbyggeri, Danmark ikke havde set magen, skulle betales, gik det galt, katastrofalt galt.

Aarhus Kommune skred ind overfor byggeri, den ikke brød sig om, og fra at være blåstemplet blev Gellerupparken gradvist, men stabilt ghettostemplet.

Det skyldes dog ikke byggeriet og bygningerne, men dem, som blev de nye beboere. For danskerne, som før havde glædet sig over byggeriets faciliteter, flyttede væk fra ”fallitboet”. Og nye kom til med en anden kultur og en helt anden tilgang til området.

De nye beboere bredte sig, og Danmark fik tre bydele i København, Vollsmose i Odense og Gellerupparken i Århus, som med tiden opfyldte kravene til definitionen ”ghetto”.
Indholdet blev utryghed og fyldt af kriminalitet.

Jeg oplevede det som en snigende tåge. Mens jeg boede i Gellerupparken, oplevede jeg tyveri og hærværk fra mit hobbyrum på Lottesvej, fire gange indbrud og ildspåsættelser i mit kælderrum og endelig et indbrud i min lejlighed på Gudrunsvej. Alt indenfor 10 år.

Det fik mig i 1994 til at flytte ned til Søvangen, der forekom lige så smuk som i Gellerupparken. Men uvæsenet er ved at brede sig nu her efter 26 år.

Uvæsenet viser sig som en kulturkløft mellem indfødte danskere og de udenlandske tilflyttere.
Det kommer til udtryk i en sprogbarriere og i det at værdsætte og værne om miljøet, man er flyttet til.
Det handler også om adfærd, som de unges hensynsløse kørsel på områdets stier og uvilje til at efterkomme anvisninger, om at der skal være plads til os alle.

Dette blev der ikke taget højde for, da politikere og boligforening gjorde Gellerupparkens indgang ”bred og vid” for dem, der blev anvist bolig i Århus-området. Følgerne er nu blevet ”ghettopanik” hos selvsamme politikere og betyder, at der nu skal laves om på hele bybilledet med det håb, at det vil skabe en bedre integration, og at flere danskere flytter til Gellerup, så beboersammensætningen kan blive mixet.

Ukloge vismænd

For at nå det skal der nedrives oveni det, som i forvejen er nedrevet. Forhåbningsfuldt tror man, at det vil medføre et samdrægtigt miljø. Intelligensen hos de såkaldte ”vismænd” er ikke imponerende.

Således skal fem gode boligblokke på Dortesvej, Jettes-vej og Lottesvej slettes fra Gellerups overflade. Blokke, hvori jeg trivedes, da jeg boede på Gudrunsvej. At det er for at undgå at komme ind under regeringens ”ghettopolitik”, holder langtfra.

Tværtimod: De tilflyttere, som har oplevet disse bygninger ved indgangen til deres nye liv i Danmark blandt danskerne, mister en væsentlig del af deres sjæl ved et sådan brud på deres nye identitet.

Det vil man ikke tage højde for i byplanlægningen. Derfor vil de opståede problemer, som martrer mange etablerede i området, ALDRIG blive løst.
Når jeg går rundt oppe i Gellerup, går mine tanker på området med et stort suk: HVORFOR?

Lad dog falde, hvad ej kan stå – og bevar, hvad ej bør forgå.

Peter Kjellerup, Søvangen.