y
 

Grønt lys for Helhedsplanen

fotocollage fra arkivfotos: Århus Rådhus og boligblok i Gellerupparken
Ved en beklagelig fejl er en artikel af Kim Clausen fra Skræppebladets redaktion ikke kommet med i den trykte udgave af Skræppebladets november-udgave. Læs den her eller på Skræppebladets hjemmeside:

Jeg forventer, at Helhedsplanen bliver gennemført i den form, som nu foreligger,” udtaler næstformand i Brabrand Boligforenings bestyrelse Keld Albrechtsen til Skræppebladet.

af Kim Clausen

Høringsfasen, hvor beboere i Gellerupparken og Toveshøj, Århus’ øvrige borgere og andre interesserede har haft mulighed for at kommentere indholdet i Helhedsplanen, er nu slut. Der er kommet en del forslag og indvendinger, men ikke noget, der for alvor rokker fundamentalt ved Planens overordnede principper, siger Keld Albrechtsen, der forventer, at den reviderede Helhedsplan vil blive vedtaget af Århus Kommune og Brabrand Boligforening i starten af december.

Hvis alt går vel, vil det store arbejde med at implementere planen starte i begyndelsen af 2009 og strække sig over en 10-årig periode. En implementering, der radikalt vil ændre Gellerup fra ghetto til en forhåbentlig dynamisk og attraktiv bydel. Selvom det bliver dyrt, er finansieringen stort set på plads, fortæller Keld Albrechtsen.
”Vi regner med, det kommer til at koste cirka en milliard kroner,” siger han og fortsætter:
”Pengene kommer primært fra Århus Kommune og Brabrand Boligforening, der ved at frigøre nogle arealer, kan skaffe midler.”

Kombineret udlejning
Som led i at gøre Gellerupparken og Toveshøj mindre ghetto-agtige har Århus Kommune netop vedtaget, at folk på kontanthjælp ikke uden videre kan få tildelt en lejlighed i området – hermed ønsker man på sigt at ændre beboersammensætningen ved at få flere ressourcestærke personer til området.

“Vi var i Brabrand Boligforenings bestyrelse imod den såkaldte kombinerede udlejning af både principielle og praktiske årsager,” udtaler Keld Albrechtsen.

”Men efter vi fik indført garanti for, at folk på kontanthjælp frit kan flytte inden for området, samt at folk udefra kan få tildelt en lejlighed, selvom de er på kontanthjælp, hvis ingen andre ønsker lejligheden, har vi accepteret ordningen.”

Alle er med
Stort set alle kunst- og uddannelsesinstitutioner er involveret i Helhedsplanen. Ulrika guldbæk Arentsen er ansat af Århus Kommune som tovholder for projektet.

”Vi har blandt andet nedsat erhvervs-workshops og image-workshops,” siger Ulrika guldbæk Arentsen.
”Ideen med erhvervs-workshoppen er at få Århus’ erhvervsliv aktivt interesseret og involveret i Gellerup. På møderne diskuteres åbent, hvilke muligheder der er for et tættere samarbejde, som på sigt blandt andet kan udmøntes i arbejdspladser.

I Image Workshoppen arbejdes der for at skabe initiativer til at ændre Gellerups image, som i øjeblikket ikke ligefrem er supercool. Gellerup skal brandes som en progressiv del af Århus, siger Ulrika guldbæk Arentsen.
Aros Kunstmuseum er også involveret. Opgaven her er at få indarbejdet kunst i Helhedsplanen. Her er mange ideer på tegnebrættet; blandt andet at få gallerier til Gellerup som hele Århus kan nyde godt af, og som derfor kan lokke nogle af Århus Midtbys beboere til området.

Vigtigt er det at få uddannelsesinstitutioner til Gellerup. Her har blandt andet SOSU-skolen og Århus Teknisk Skole vist interesse, men også andre uddannelsesinstitutioner kan komme på tale.
”Vores mål med alt dette er dels at gøre Gellerupparken og Toveshøj til et attraktivt og mere beboervenligt område, dels at knytte området tættere til Midtbyen for således at tilføre Århus en dynamisk bydel,” siger Ulrika guldbæk Arentsen.


FAKTA

Kombineret udlejning
Aftalen trådte i kraft medio september 2007 for afdelingerne Gellerupparken og Toveshøj

Kombineret udlejning betyder:
– at boligsøgende, der i mere end 6 sammenhængende måneder, har modtaget kontanthjælp, starthjælp eller introduktionsydelse, ikke kan tildeles en ledigbleven lejlighed, hvis lejligheden kan udlejes til andre.

Det gælder dog ikke ansøgere, der allerede bor i afdelingen og ønsker at flytte internt.

Ansøgere, der afvises efter reglerne om kombineret udlejning, skal af kommunen tilbydes en passende erstatningsbolig andetsteds.


FAKTA

Helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj omfatter blandt andet:

  • Bygade mellem City Vest og Bazar Vest med butikker.
  • Handelsboder, kultursteder, og kontorer lægges ind som såkaldte ankre mellem boligerne.
  • Der skal bygges et markant højhus ved hjørnet af Ringvejen og Edwin Rahrs Vej.
  • Nybyggeri af andre boligformer, herunder ejerboliger og villaer.
  • Nedrivning af nogle af de almene boliger eller boligblokke.
  • Mere vedligeholdelse og renholdelse i hele området.
  • Kriminalpræventiv renovering af udenomsarealer, herunder fjernelse af grønne beplantninger og træer.

Se artiklen på Skræppebladets hjemmeside: http://blad.skraeppebladet.dk/blad/2007-09-nov/artikler/grønt-lys-for-helhedsplanen/Læs Skræppebladets blog om helhedsplanen.

Blogartiklen er oprettet: 06. nov 2007


Del eller print denne side:  


 
 


Blog-arkiver: 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 | jan | feb | mar | apr | maj | jun | aug | sep | okt | nov | dec | 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt