Ingen TV3 og Zulu til beboere

Ingen TV3 og Zulu - Baseret på arkivfoto af Stofas Parabol/-modtageanlæg i Århus
Den 1. april er det slut med at kunne se TV3, Tv2 Zulu og mange af de andre 32 kanaler som de fleste medlemmer af Antenneforeningen Århus kan se i dag via kabel-tv. Brabrand Boligforening har opsagt aftalen om stor pakke og vil fra april kun sende DR1, DR2 og TV2 + få andre kanaler ud af antennestikket i boligforeningens lejligheder. Hvis beboerne ønsker at beholde mange kanaler, skal de aktivt indgå en individuel aftale med Stofa. Dette fremgår af beboerbladet for Brabrand Boligforening, Skræppebladet, der udkommer den 1. februar.

Boligforening siger stop
“Fra 1. april overgår alle beboere i Brabrand Boligforening fra stor tv-pakke til lille tv-pakke. I dag har alle afdelinger en kollektiv aftale om at modtage den store pakke med 32 kanaler, men på grund af stigende programafgifter, som får antennebidraget til at løbe i vejret, er det besluttet at lade beboerne selv bestemme, hvor mange tv-kanaler de vil have.

Fra 1. april opsiges den kollektive aftale, og alle beboere vil fremover få leveret den lille tv-pakke med 16 kanaler: DR1, DR2, TV2, TV Aarhus, Skandinavia, SVT1, SVT2, TVSverige, NRK1, TV2, Norge, ARD, ZDF, NDR, RTL og prøvekanalen,” skriver boligforeningens administration i beboerbladet.

Store prisudsving
Beboere i de forskellige afdelinger i Brabrand boligforening betaler forskelligt for at se tv. Når der kun er tale om lille pakke er forskellen over 160% tillæg i forhold til grundprisen på 51 kr pr. måned. Tillægget dækker kontingent til antenneforeningen og lovmæssige afgifter, afdrag på antenneanlæg og evt. underskud i tidligere år. Således skal beboere i afdeling Sonnesgården betale 103,05 og på Baunevej hele 132,78 kr, mens beboere i Voldbækhave slipper med 60,81 og prisen i Thorsbjerg er 63,20.

Foreningsbestyrelse glad for lille pakke
Fra bestyrelsen for boligforeningen lyder det: “[…] pengedrænet på godt 2000 kr. årligt pr. husstand [bliver] stoppet til fordel for en model, hvor de, der godt vil betale så meget og modtage hele programudbuddet, kan gøre det individuelt.

Vi, der vil nøjes med de pligtige programmer + en del næsten gratis kanaler, som udbyderen lægger ind, kan så betale den rimelige pris af 3-400 kr. Det er radio- og fjernsynslov, almene lejelov samt denne præcisering fra kulturministeriet, der gør sagen så klar.”

Must carry
Foreningsbestyrelsen refererer til §6, stk. 4 i radio- og fjernsynsloven: “såfremt fordelingen af programmer i fællesantenneanlæg sker i programpakker, skal samtlige pakker indeholde ‘must carry’-programmerne. Det fremgår også, at der skal være mulighed for alene at købe en pakke, som enten alene indeholder ‘must carry’-programmerne, eller som alene indeholder disse programmer og andre programmer, for hvilke der betales en så begrænset pris, at prisen for disse supplerende programmer alene udgør en begrænset del af den samlede pris for pakken.

[…] Administration og afdelingsbestyrelser er allerede i gang med at bringe sagen i orden lokalt med orientering og efterfølgende fordeling af signaler og den tilsvarende forskellige betaling ud fra leveringens omfang”

Udvalgt programsammensætning
I den lille pakke findes bl.a. den mere eller mindre “hemmelige” kanal Skandinavia. Den koster vejledende 75,- kr om året svarende til op mod 13%. af den samlede pris for lille pakke (og svarende til halvdelen af prisen for TV2 Zulu).

Prisen for drift af prøvekanalen oplyses ikke på antenneforeningens hjemmeside. Kanalen “N” SBS-Net er gratis men ikke inkluderet i den lille pakke. Det er her der udsendes lokal-tv hver formiddag – en blok der udsendes “live” på prøvekanalen.

Stofa på charmeoffensiv
“Der har i flere afdelinger været holdt informationsmøder sidst i januar. Opsigelsen af den kollektive aftale skal ikke stemmes om på et beboermøde. Et flertal af beboerne i en afdeling kan nemlig ikke tvinge de øvrige beboere til at modtage den store tv-pakke, hvis det teknisk kan lade sig gøre at vælge den lille pakke,” lyder det fra boligforeningens administration.
Der afholdes f.eks. et sådant orienteringsmøde i afdeling Holmstrup onsdag den 6. februar kl. 19, hvor Stofa får lejlighed til at sælge de mange pakker, som selvfølgelig er en bekostelig affære. Bl.a. skal der anskaffes en boks og et abonnement under navnet Zaptor.

Zaptor
“Antenneforeningen Aarhus og Stofa forhandler i øjeblikket om levering af temapakker. Med lancering af den nye digitale tv-boks Zaptor-boksen kan Stofa nu tilbyde temapakker, hvor man kan vælge en tv-pakke alt efter interesse. Det kan for eksempel væ re familie/underholdning, sport, nyheder. Man betaler så for boksen samt en temapakke. Det undersøges i øjeblikket muligheden for at sammensætte en temapakke med etniske kanaler af hensyn til afdelingerne Gellerupparken, Toveshøj og Skovgårdsparken,” fremgår det også af Skræppebladet.

LÆS MERE

Du kan allerede nu hente de nye beboerblad, Skræppebladet 01, for februar fra Skræppebladets hjemmeside: http://skraeppebladet.dk

Hjemmeside for Antenneforeningen Århus: http://antenneforeningen-aarhus.dk/

Læs i Skræppebladet om stofa: http://blad.skraeppebladet.dk/index.php?s=kabel-tv

Læs på Skræppebladets blog om kabel-tv og stofa

Blogartiklen er oprettet: 26. jan 2008


Del eller print denne side:  


 
 


Blog-arkiver: 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 | 2020 | jan | feb | mar | 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt