Politikere har fået øjnene op for flerkoneri

Flere imamer vier gerne en muslimsk mand til både kone nummer to og tre. Den danske konvertit Jette Abou-Hawache fra Gellerupparken i det vestlige Århus kender selv seks muslimske kvinder, der lever i et flerkone-forhold:

“Danmark har et problem, som politikere og myndigheder slet ikke har opdaget. Kvinderne i flerkone-ægteskaber er spærret inde enten fysisk eller psykisk, og det er kvindeundertrykkelse af værste skuffe. Der bør gøres noget for de kvinder,” siger hun ifølge Jyllands-Posten og Ritzau.

Rapport fra Velfærdsministeriet
I en rapport fra Velfærdsministeriets Ligestillingsafdeling om muslimske kvinders leveforhold i Danmark fastslår flere muslimske kvinder, at flerkoneri er mere udbredt, end man hidtil har troet.

“En af de interviewede imamer fortalte om, hvordan han havde viet mænd til kone nummer to. Det væsentlige for ham er, at det ifølge islam er lovligt for en mand at tage op til fire koner,” siger rapportens redaktør konsulent og ph.d. Tina Magaard, ifølge Jyllands-Posten.

Politikere tager afstand
Mange folketingspolitikere har været hurtig ude med afstandtagen til flerkoneri:

“Det er fuldkommen uacceptabelt, at kvinder undertrykkes i ægteskabsforhold, som er imod deres vilje, og det er helt utroligt, at der åbenbart er mænd, der ikke vil forstå, at bigami er strafbart i Danmark og strider mod grundlæggende normer om frihed og ligebehandling,” siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V).

“Det skal tages meget alvorligt og bekæmpes på alle måder. Man må ikke bare slå det hen og sige, at det er en del af den muslimske kultur,” siger Naser Khader (K), der har skrevet flere bøger om islam.

“Vi synes, at man skal kunne udvise folk, der på nogen som helst måde medvirker til flerkoneri. Det er på alle måder kvindeundertrykkende,” siger Ole Hækkerup (S) til Ritzau.

Ligestillingsminister Inger Støjberg (V) opfordrer ifølge Ritzau imamerne til at tage klart afstand fra flerkoneri, hvis de mener det alvorligt med integrationen i Danmark
“Vi må kigge på, hvad der skal til. Vi må have afdækket problemets omfang,” siger hun.

“Venstre, Socialdemokraterne, Konservative og Dansk Folkeparti og vil alle have flere kræfter sat ind over for flerkoneri i Danmark. Socialdemokraterne kræver, at alene medvirken til flerkoneri skal kunne medføre udvisning
Der skal slås hårdere ned på flerkoneri i Danmark, lyder meldingen fra flere af Folketingets partier,” skriver Politiken.

Strafbart
Flerkoneri kan i Danmark straffes med op til tre års fængsel. Hvis den anden part har været uvidende om flerkoneriet, er straffen op til seks års fængsel.

.. Og ikke-strafbart
Et underkendt problem ved flerkoneri er at mange muslimske ægteskaber ikke registreres på samme måde som danske vielser i kirker og på rådhuse. Ifølge koranen kan et muslimsk ægteskab erklæres lovligt i f.eks. en stue, uden der kræves yderligere registrering. På den måde er der for den muslimske mand tale om flere koner, mens det udefra kun kan ses og påvises, at han har flere kærester/ elskerinder.
Østjyllands Politi undersøger i øjeblikket flere forhold for at se, hvorvidt der er tale om ulovligheder ifølge dansk lov.

LÆS MERE:
Hjemmeside for Jyllands-Posten: http://jp.dk
Flerkoneri kan føre til udvisning
Flerkoneri florerer i Danmark
Politikerne vil have fokus på flerkoneri

Hjemmeside for Politiken: http://politiken.dk
Flerkoneri spirer under overfladen
Rønn: Flerkoneri skal koste udvisning

Blogartiklen er oprettet: 22. apr 2009


Del eller print denne side:  


 
 


Blog-arkiver: 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 | jan | feb | mar | apr | maj | jun | aug | sep | 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt