Nydanskere vil have beboerbladet på menuen

Skræppebladet skal gøre lidt ekstra for at servere det lokale beboerblad til beboere uden alenlang dansk-mentalitet  i blodet. Mange nydanske beboere har ikke særlig tradition for at studere indholdet i postkassen, og det får formanden for Somali Community til at foreslå, at Skræppebladet fremstiller spisesedler i forbindelse med udgivelse og hænger dem op f.eks. i Bazar Vest.

Nye ideer og tiltag blev diskuteret, da Skræppebladet i løbet af en hel dag holdt seminar om beboerbladets nutid og fremtid, og Skræppebladet har nu indhentet tilbud fra trykkeri på fremstilling af spisesedler med seneste udgivelses vigtigste nyheder.

På seminaret i Café Vitas lokaler i City Vest deltog foruden redaktionsmedlemmer formanden for Brabrand Boligforening, Jesper Pedersen, fra Det Boligsociale Fællessekretariat Jens Møller, fra bydelsportalerne Birger Agergaard. Desuden deltog journalist Ole Jessen, der bl.a. kommenterede journalist Peter Froms evaluering af Skræppebladet. Som særlig gæst deltog formanden for Somali Community Abdirashid Sheikh Mohamud.

Seminaret afsluttede med redaktionsmøde hos Helle Hansen, der bl.a. er medlem af Skræppebladets redaktion.

skraeppe-seminar-juni-2009

Mundtlig kommunikation
Abdirashid Sheikh Mohamud, der til daglig kaldes Sheikh, fortæller at mundtlig kommunikation blandt i hvert fald somaliere i det vestlige Århus er uhyre vigtig. Hvis en nyhed skal ud i gruppen, kan det ofte klares ved at fortælle det til nogle af de somaliere der mødes i Bazar Vest – i løbet af kort tid har nyheden spredt sig til alle familier i området.

Denne taktik mener Abdirashid Sheikh Mohamud, at forenings- og beboerbladet for Brabrand Boligforening bør gøre brug af.
Birger Agergaard fra bydelsportalerne mente, at Sheikhs melding om kommunikation blandt nydanskere er en vigtig information, som alle lokale medier skal tage alvorlig.
Jesper Pedersen, der er formand for boligforeningen, efterlyste veje til at nå flere beboere, især dem med ikke-dansk baggrund. Hvis Skræppebladet via dette ret enkle trick kan nå flere beboere, vil der nok ikke komme en lukning af beboerbladet på tale foreløbig. Til gengæld vil bladet nok omvendt blive brugt mere aktivt af foreningen.

Oversæt evt. en smule
”Det er ikke vigtigt at alle kan læse dansk – de kan nemt få en ven eller et familiemedlem til at oversætte, hvis de gerne vil vide mere,” fortalte Helle Hansen, der er formand for Gellerupparken og netop har stået for at udsende kommunikation om at rygning er forbudt i opgangene.
”Et par stykker i afdelingsbestyrelsen har oversat et par overskrifter, resten er på dansk”.

Personligt møde med redaktionen
Sheikh mente også, at Skræppebladet mangler et kontor, hvor man kan henvende sig – altså komme ind lige fra gaden og enten høre mere eller fortælle en historie.
Skræppebladet har redaktionslokaler i Gellerupparken, men døren er som regel låst, fordi meget af det frivillige redaktionsarbejde udføres fra redaktionsmedlemmernes privatadresse og via internet.

Fælles medie-værksted
Jens Møller fra Det Boligsociale Fællessekretariat oplyste om planer  for at oprette en medieaktivitet på den tidligere folkeskole i Gellerupparken, Nordgårdskolen.
I forbindelse med ”Foreningernes Hus” er der planer om at oprette et slags skrivelokale, hvor flere af de lokale medier m.v. kan få plads ved computeren og blive vejledt i tekst- og billed-behandling. Måske også i lyd og video.

Oversættelse på hjemmeside
Skræppebladets web-redaktion overvejer at gøre det lettere at få oversat artikler via Google. Dette kan allerede i dag gøres via translate.google.com, og selvom det er maskinoversættelse kan det alligevel give en god ide om, hvad teksten indeholder.

Læs sidste del af Skræppebladets blog-dækning af seminaret i løbet af de kommende dage.

Blogartiklen er oprettet: 15. jun 2009


Del eller print denne side:  


 
 


Blog-arkiver: 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 | jan | feb | mar | apr | maj | jun | aug | sep | okt | nov | 
© 1970-2018
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt