Beboer smidt ud af beboermøde for at ville citere korrekt

En beboer i Brabrand Boligforening er mandag aften blevet smidt ud af beboerens eget beboermøde. Et højt rangerende bestyrelsesmedlem fandt det upassende at blive optaget, så beboeren senere kunne gengive korrekte udtalelser i beboerbladet.

urh-arkiv-holmstrup-DSCF0322

Afdeling Holmstrup i Brabrand Boligforening afholdt mandag den 7. september beboermøde og blandt deltagerne var et redaktionsmedlem fra forenings- og beboerbladet Skræppebladet. Redaktionsmedlemmet bor i Holmstrup og havde bl.a. medbragt blok, kuglepen og kamera. Som beboer var det interessant at høre nyt fra afdelingen og som redaktionsmedlem for beboerbladet var det relevant at kunne formidle dele af diskussionen fra afdelingen, hvor der er millioner og renter af millioner på tale.

Bl.a. har der været en huslejeforhøjelse på omkring 1.600,- kr. om måneden pr. lejlighed på spil. De mange tal kræver, at alle citater er meget nøjagtige, og Skræppebladets udsendte havde ifølge god journalistisk praksis medbragt en optager.

En optager var dog ikke lige, hvad afdelingsbestyrelsesmedlem Edvin Juhl kunne lide.  Så han brokkede sig heftigt og overfusende redaktionsmedlemmet (som også er beboer i afdelingen) til at forlade mødet.
Beboeren kunne have valgt at overhøre afdelingsbestyrelsesmedlemmets mundtlige chikane, men valgte at forlade mødet for ikke at skabe unødig uro.

Skræppebladets blog bringer naturligvis ingen fotos fra mødet men i stedet et arkivfoto af afdelingen.

Læs mere:
Hjemmeside for Holmstrup: http://www.holmstrup.net/

Afdelingsbestyrelse: http://www.bbbo.dk/Bestyrelse.aspx?ID=1453

Blogartiklen er oprettet: 07. sep 2009. Opdateret 18. sep 2009 kl. 11:59


Del eller print denne side:  

5 kommentarer til
“Beboer smidt ud af beboermøde for at ville citere korrekt”


  • 1

    Edvin Juhl skriver:

    I ovenstående indlæg påstår Ulrik Ulricco Hansen, at jeg smed ham ud fra budgetmødet i Holmstrup den 07.09.09. Dette er ganske enkelt ikke korrekt.

    Dirigenten på mødet spurgte mig i en pause under mødet, om optagelsen af mødet på video var efter aftale med afdelingsbestyrelsen, hvilket jeg oplyste ikke var tilfældet.

    Jeg henvendte mig derfor til Ulrik og spurgte, om han havde til hensigt at optage hele mødet, og hvad han agtede at bruge optagelsen til. Det har han redegjort for i indlægget.

    Derefter spurgte jeg, om han ikke fandt det korrekt, at spørge om lov til at optage mødet på forhånd – eller i det mindste at orientere herom, hvilket Ulrik ikke mente. Jeg spurget herefter, om han havde tænkt på, at hans optagelse kunne medføre, at der kun være beboere, der ville afholde sig fra at bruge talerstolen, når de blev optaget.

    Inden vi nåede videre, var Ulrik blev så fornærmet over mine spørgsmål, at han på stedet pakkede sammen og forlod mødet som et forurettet barn. Jeg har på ingen måde bedt Ulrik om at stoppe eller forlade mødet.

    Jeg har heller ikke været højrøstet. Hvilket nok kan bekræftes af, at der ikke var nogen, der efterfølgende spurgte om, hvad der foregik. Der var ganske enkelt meget få, som oplevede situationen.

    Som folkevalgte skal vi kunne tåle kritik af vores gøren og laden – herunder at havne i Skræppebladet. Det er OK, men det ville da være på sin plads, at skribenterne sendte een en orietering om, at man nu var blevet omtalt.

    Det er tragikomisk, at Skræppebladets redaktion ikke hylder de samme principper for deres egen gøren og laden – og kan tåle, at der bliver stillet spørgsmål hertil, som de forventer af de folkevalgte skal tolerere.

    Edvin Juhl
    afdelingsbestyrelsesmedlem i Holmstrup


  • 2

    Ulrik Ricco Hansen skriver:

    Tak til Edvin Juhl for en kommentar. Jeg må medgive at det ikke er korrekt, at Edvin Juhl lovformelig smed mig ud af afdelingsmødet, for denne beføjelse har kun dirigenten. Til gengæld er jeg forbløffet over Edvin Juhls efterfølgende beskrivelse af situationen, som jeg har svært ved at genkende.

    Jeg blev passet op at en synlig vred Edvin Juhl, der lavmælt skældte ud over, at jeg forstyrrede mødet og skræmte beboere fra at sige noget. Han mente at jeg ikke havde tilladelse til optagelse og var ikke velkommen; “det var en god ide, hvis jeg forlod mødet,” hvilket jeg naturligvis gjorde i god ro og orden.
    Jeg kan dog på ingen måde se, at jeg har forstyrret mødet eller fortjent et “vink med en vognstang” om at forlade lokalet.


  • 3

    Afdelingsbestyrelsen Afd.6 Holmstrup skriver:

    Ulrik Ricco Hansen har i Skræppenbladets blog beskrevet en episode fra beboermødet i Holmstrup, der er gået hen over hovedet på de fleste. Således også os andre afdelingsbestyrelsesmedlemmer.
    Hvad der er foregået mellem Edvin Juhl og Ulrik Ricco Hansen, har vi således ganske enkelt ingen mulighed for at bedømme. Ingen af os andre hørte, hvad der blev sagt mellem de to. Men sagen rejser nogle principielle spørgsmål vedrørende optagelse af et beboermøde.
    Vi havde forud i afdelingsbestyrelsen diskuteret, hvorvidt vi skulle bånde mødet af hensyn til referatet. Vi ville i så fald have gjort beboermødet opmærksom på dette, så hvis der var nogen, der havde indsigelser, ville vi have undladt optagelserne.
    Nu fandt vi det ikke fornødent at bånde mødet, så det blev ikke aktuelt.
    Men vi må rigtig nok sige, at vi er overrasket over, at en beboer selv havde valgt at optage mødet uden at underrette hverken dirigent eller mødets øvrige deltagere. Vi var således ikke klar over, at Ulrik var i gang med at optage mødet. Naivt troede vi at han tog nogle billeder.
    Ulrik burde have haft så megen situationsfornemmelse, at han havde henvendt sig til mødets dirigent og anmodet om tilladelse til at optage mødet. Det ville have været almindelig respekt for beboerdemokratiet og mødekulturen.
    Med venlig hilsen
    For afdelingsbestyrelsen
    Annette Knight, Elly Lindved, Lars Eg, Peter Iversen, Rudolf B. Jensen, Svend O. Bøhm
    (Edvin Juhl erklærede sig af gode grunde inhabil)


  • 4

    Edvin Juhl skriver:

    Torsdag den 10. september orienterede redaktionsmedlem Hans Esman Eriksen mig om, at han havde talt med tidligere redaktionsmedlem Jens Skriver om episoden.

    Jens Skriver deltog i beboermødet i Holmstrup og sad ved samme bord som Ulrik Ricco Hansen. Jens Skriver har oplyst, at han hørte hele samtalen.

    Jens Skriver har til Hans Esman Eriksen oplyst, at min udlægning er korrekt. Jens Skriver har fortalt, at jeg hverken var vred, højrøstet eller havde overfuset Ulrik, såvel som jeg ikke havde bedt Ulrik om at forlade lokalet.

    Jeg bad om, at redaktionen trykte et dementi af Ulriks blogindlæg. Hans Esman oplyste, at de først ville høre Ulriks forklaring også inden, men det havde ikke været muligt at få fat i ham de 3 dage efter beboermødet.

    Det er jo ganske interessant, at man kan blive hængt ud på Skræppebladets blog uden, at man får mulighed for at forsvare sig på samme tidspunkt. Men når en frivillig på bladet er taget i en løgnehistorie, så skal alle parter først høres.

    Det kaldes vist kammerateri.

    edvin juhl


  • 5

    Redaktør Sebastian Adorján Dyhr skriver:

    Muligheden for kommentarer til dette indlæg er hermed lukket.

    Begge parter i sagen har udtalt sig, og jeg kan ikke se, at der
    kommer nye vinkler i sagen.

    Ønsker man derfor at kommenterer yderligere, skal det fremover ske per e-post til redaktionens adresse: redaktion@skraeppebladet.dk

    Med venlig hilsen, redaktør Sebastian Dyhr


 
 


Blog-arkiver: 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 | 2020 | jan | feb | mar | apr | maj | jun | aug | 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt