Den fælles glæde er størst

Mathias Ottesen Nielsen havde i sin sankthans-tale i Thorsbjerg fokus på fællesskabet under corona-krisen.

Odinsgård og Thorsbjerg havde fælles sankthansbål foran Stenhytten.

Tale af Mathias Ottesen Nielsen, medlem af foreningsbestyrelsen,
arkivfotos af Ulrik Ricco Hansen.

Først og fremmest vil jeg sige tak for, at I gerne ville komme herud og dele en stund med jeres naboer. Det er skønt at se!

Til de af jer, der ikke kender mig og tænker, ’hvem er nu den knejt, der står og taler?’, kan jeg fortælle at jeg hedder Mathias, er flyttet ind i afdelingen i august efter at have boet et par år på Bronzealdervænget. Og så sidder jeg i afdelingens bestyrelse og i boligforeningens foreningsbestyrelse. Men bare rolig, jeg skal nok lade være med at tale om boligpolitik!
Jeg vil meget hellere tale lidt om, at Sankt Hans i år, ligesom så mange andre begivenheder, bliver helt sin egen. I teksten til Midsommersangen, står der at ”hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde” og ”dem vil vi fra livet med glædesblus holde”.

I år har hele Danmark, ja hele verden, haft én fælles trold. Corona. Men desværre har den været svær at holde fra livet med glædesblus – for det virkede i starten som om, at alle de ting, der gjorde os glade også var dem, der fodrede den farlige virus.

Pludseligt, nærmest fra den ene dag til den anden, måtte vi ingenting som vi plejede. Ikke et kram, ikke et besøg hos familien, ikke en tur til fodbold eller dans.

Mange talte bittert om, at vi oplevede det virkelige Forsømte Forår. Og det har virkelig været svært at se glædesblussene til tider – sådan har jeg i hvert fald haft det – mens alting handlede om corona. Men heldigvis har det vist sig, at den fælles glæde trods alt er størst.
For midt i al usikkerheden, utrygheden og uvisheden blomstrede glæden også frem. Glæden ved at synge fællessang, for nogle ud fra deres altaner og for andre ind i deres TV. For mig har det været en stor glæde, at se mine naboer og blive mødt med en hilsen og et smil.

At vide, at selvom det meste af min verden foregår omkring mit stuebord, så er der folk herude, der vil hinanden det godt.
At føle at man høre til i et lille, lokalt fællesskab, når nu den store verden har stænget portene! Og der findes også en form for glæde ved afstand.
Nogle glæder, kan man måske ligefrem bedre se lidt udefra. Som glæden ved at glæde sig til den dag, man endelig kan få lov at besøge sin familie og venner igen – og måske virkelig indse, hvor meget de betyder. Så det Forsømte Forår har måske ikke været så forsømt endda. Måske, det har givet en kærkommen pause fra alting-som-det-plejer-at-være. Og på den måde gjort plads til, at mange inklusiv mig selv har kunnet tage et skridt tilbage og se på, hvilke glædesblus, vi vil bruge vores krudt på.
Så til trods for at coronaen måske blæste vores glædesblus ud med sin ankomst. Og til trods for at sygdommen formentligt ikke er blæst helt over endnu. Så har vi stadigvæk gløderne at varme os ved. Og jeg tror på, at det nemmere at starte et nyt bål i fællesskab.
Derfor håber jeg også, at fremtiden vil bringe mange muligheder for at komme hinanden ved igen. Mange lejligheder til at hilse på sin nabo. At spise middag i Stenhytten. At få besøg af venner og familie. Har corona-krisen lært mig noget, må det være at selvom ude virkelig ER godt, så er hjemme bedst. Det hjemlige og nære, med familie og venner.
For ’ude’ bliver hurtigt meget langt væk, når verden bliver ramt af ulykker som denne. Og det bliver den, for vi er ikke hverken Guder eller verdens herskere.

 


Selv midtbyen blev en helt anden verden for mig i starten af nedlukningen. For den virkede så langt væk og så fremmed. Til gengæld blev det nære mig meget mere kært. At gå en tur i skoven. At putte mig med en god film og et glas rødvin i stuen. At smile til mine naboer. For hjemme, det nære, kan man faktisk bedre mærke, selv når alt det ’derude’ ramler sammen. ’Hjemme’ kan man bedre se, selv når mørke skyer samler sig i horisonten. Og bedre varme op, med gløderne fra sit glædesblus. Men det nære skal også plejes.
Det kommer ikke bare af sig selv. Derfor håber jeg, at fremtiden herfra vil bringe mere fokus på fællesskabet i det tætte og det nære. Det er også en af de ting, jeg synes bedst om ved at bo alment som her i Thorsbjerg. At vi bor sammen, et sted hvor der gerne skulle være plads til alle. Godt nok bor vi hver for sig, men afdelingen er vores i fællesskab. Både på dage som i dag, hvor vi kan mødes til et fælles arrangement. Og ikke mindst til det årlige afdelingsmøde, hvor vi virkelig mødes og tager ansvar for vores hjem i fællesskab. Men lige så meget også i dagligdagen.
Hvor vi, som jeg ser det, også bor her sammen. Og hjælper hinanden til at gøre det her til et dejligt sted at bo. Og det er skønt, at have et dejligt sted at bo – specielt når verden udenfor er lukket ned. Så hvis jeg skulle ønske mig én ting fremover, så skulle det være at vi alle fik øjnene op for og satte pris på, hvor dejligt det gode fællesskab, naboskab og hjem er. Og hvor vigtig en brik, vi hver især er i det billede. For hvis vi husker på at gå sammen, tror jeg på, at til trods for at vejret gør det modsatte, så kan vi alle gå lysere tider i møde.
For på et tidspunkt åbner samfundet op igen. Men hvis det skal åbne op, skal vi også være klar til at komme ud og komme hinanden i møde. Og måske mere end før – jeg ved i hvert fald at det er fællesskaberne, jeg har savnet allermest mens alt har været lukket ned.

Og jeg glæder mig til at blive en del af dem igen. Tak fordi I lyttede.

Blogartiklen er oprettet: 29. jun 2020


Del eller print denne side:  

Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 


Blog-arkiver: 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 | 2020 | jan | feb | mar | apr | maj | jun | aug | 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt