Styrk beboerdemokraterne i afdelingerne
I Skræppebladet december 2019 fremgår det, at Sonnesgårdens repræsentanter stillede forslag om at “Repræsentantskabsudvalg i Brabrand Boligforening – kommissorium” skulle trække deres forslag på det ekstraordinære repræsentantskabsmøde om fem udvalg og et koordinationsudvalg.
Det fremgår ikke af artiklen, hvorfor vi stillede forslaget, så her er vores motivering
Tekst Johannes Fagthmann, Inge Pedersen, Jens Kragsnæs og Lis Skov fra Sonnesgården
Vi finder ikke at forslaget vil styrke det beboerdemokratiske arbejde i Brabrand boligforening og specielt ikke ude i afdelingerne.
Forslaget vil dræne afdelingerne for aktive beboerdemokrater – skal du som aktiv prioritere din afdeling? Eller skal du prioritere de nye uforpligtende skyggeudvalg?
Forslaget vil belaste administrationen og foreningsbestyrelsen, som vi finder trænger til ro og rodfæstelse, for der er sket meget i det sidste år: Ny organisering af driften, arbejdet med planerne for Toveshøj og Gjellerup og andre udsatte områder, trusler om retssager fra kommunen, flytningen af administrationen m.v.
Forslaget er uklart om de økonomiske, administrative og juridiske konsekvenser? Hvad koster det? Hvor meget kommer administrationen til at stå på pinde for udvalgene? Bliver det nødvendigt med f.eks. ekstern ekspertise? Hvilken indflydelse får det på administrationsbidraget?
Udvalgene, 1-2-3-4-5 udvalg og et koordinationsudvalg bestående af formænd fra de fem udvalg, som foreslået i forslaget, virker som kontrolorganer til foreningsbestyrelsen og administrationen, som ikke vil styrke den gensidige tillid og respekt for hinandens arbejde, som er yderst nødvendigt i det daglige, specielt i en demokratisk forening som BBBO.
Udvalgenes bureaukratiske opbygning, som det fremgår af forslaget, vil næppe kunne mobilisere nye yngre beboerdemokrater, som er kommissoriets formål, det er for os at se et forslag for Tordenskjolds soldater.
Vi finder, at det er vigtigt, at vi styrker det beboerdemokratiske arbejde i afdelingerne gennem inddragelse af beboerne i og omkring konkrete projekter, at vi er lyttende og har store ører, og har stor gennemskuelighed i vores bestyrelsesarbejde.
Tværgående samarbejde mellem afdelingerne er vigtigt, hvilket kan ske og sker ud fra konkrete projekter, hvor der er fælles interesser, her er Foreningsrådet – rigtigt anvendt – et godt forum.
Ud fra ovenstående opfordrede vi gruppen til at trække forslaget, sådan at vi fortsat med fuld energi kan styrke det beboerdemokratiske arbejde i afdelingerne.
Vi sluttede vores forslag til Repræsentantskabet med følgende:
”Repræsentantskabet udtaler tillige, at det er vigtigt at afdelingsbestyrelserne og repræsentanterne fra Repræsentantskabet arbejder for at styrke det demokratiske arbejde i afdelingerne, for at flere beboere får lyst til at gå ind og blive en del af foreningsarbejdet i afdelingerne.”
Der var desværre ikke flertal for vores samlede forslag.
Læs også
▮ Skræppebladets blog,