Rådmand sender plan for fremtidens sociale indsatser i offentlig høring

Mandag bliver en ny visionsplan og en række investeringsinitiativer, der skal styrke socialområdet i Aarhus over de kommende år, sendt i offentlig høring. Høringsprocessen skal bidrage til et stærkt samarbejde på tværs af kommune og civilsamfund om realiseringen af planen.

Socialområdet i Aarhus er udfordret af, at flere borgere får brug for specialiseret hjælp, og at sagerne på området bliver stadigt mere komplekse. Det er en udvikling, som kalder på nye og bæredygtige løsninger.

Derfor sender Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune nu en ny visionsplan og strategi for fremtidens socialområde i offentlig høring. Den Sociale Bæredygtighedsplan indeholder nye faglige tilgange og initiativer, der skal bidrage til at skabe faglig og økonomisk bæredygtighed på det specialiserede socialområde.

Planen er blevet til med inddragelse af byens borgere, virksomheder, uddannelsesinstitutioner og organisationer, som også inviteres til at bidrage med input og perspektiver i høringsprocessen.

”En grundsten i Den Sociale Bæredygtighedsplan er samarbejde på tværs. Hvis vi skal lykkes med at hjælpe udsatte aarhusianere bedre og tidligere, skal vi gøre det i tæt samarbejde med andre dele af kommunen, men også med byens virksomheder, pårørende og organisationer. Høringsprocessen er et vigtigt bidrag til et stærkt samarbejde om realiseringen af initiativerne i planen, fordi vores samarbejdspartnere også skal kunne se sig selv i initiativerne,” fortæller Kristian Würtz, social- og beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune.

25 millioner til initiativer
Et coronarelateret mindreforbrug i 2020 har gjort det muligt at afsætte 25 millioner kroner til at hjælpe flere initiativer i Den Sociale Bæredygtighedsplan hurtigere og bedre fra start. Forligskredsen bag Budget 2020-2023 har prioriteret 13 initiativer, der kan have gavn af et engangstilskud til opstart.

”Der er bred politisk opbakning til de konkrete initiativer, vi nu sender i høring. Jeg håber, at også civilsamfundet vil se stort potentiale i initiativerne. For hvis vi skal løse nogle af de økonomiske og faglige udfordringer, vi møder på socialområdet, skal vi turde at tænke nyt og investere i nye tilgange,” fortæller Kristian Würtz og fortsætter:

”Fra Psykiatriens Hus ved vi, at vi kan skabe bedre løsninger for aarhusianerne ved at gentænke vores indsatser, styrke samarbejdet på tværs og sætte målrettet ind på forebyggelse.”

Efter høringsprocessen vil forligskredsen tage stilling til den endelige fordeling af de 25 millioner kroner. Høringsprocessen løber frem til den 2. marts 2021, og både den samlede plan og de 13 initiativer vil senere på foråret blive fremsendt til byrådet.

Du kan afgive dit høringssvar på Aarhus Kommunes høringsportal: Høring vedrørende den sociale bæredygtighedsplan.

Du kan lære med på Aarhus Kommunes hjemmeside

Vær opmærksom på, at alle høringssvar på høringsportalen er offentlige.

Denne artikel er baseret på en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.

 

Blogartiklen er oprettet: 08. feb 2021


Del eller print denne side:  

Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 


Blog-arkiver: 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 | 2020 | 2021 | jan | feb | mar | apr | maj | jun | 
© 1970-2021
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt