Nyt politisk forslag fra regeringen vil gøre Skovgårdsparken til et forebyggelsesomåde

Ifølge regeringen skal 58 boligområder på en ny liste

Tekst Elsebeth Frederiksen, arkivfotos

Onsdag udkom et nyt udspil for de almene boligområder fra regeringen. Udspillet hedder ”Blandede boligområder – næste skridt i kampen mod parallelsamfund” og skal ifølge indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek sikre, at der om ti år ikke findes områder herhjemme, hvor der bor mere end 30 procent ikke-vestlige indvandrere og efterkommere.
Hvis udspillet gennemføres, vil cirka en sjettedel af samtlige beboere i landets almene boligområder blive underlagt særlige krav. Det drejer sig om 83 boligområder med til sammen 163.000 beboere.

Forebyggelsesområde
Regeringen lægger med udspillet op til, at der oprettes en ny kategori for almene boligområder, som ikke er omfattet af de nuværende indsatser, men som har behov for en forebyggende indsats. Det har de, fordi beboerne adskiller sig fra befolkningen i det omkringliggende samfund både socialt og økonomisk og fordi andelen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er over 30 pct. På denne liste bliver områder kategoriseret som forebyggelsesområder.

For at havne på listen af forebyggelsesområder skal et alment boligområde have mere end 1.000 beboere og leve op til to ud af fire nedenstående kriterier og samtidigt have en højere andel end 30 pct. ikke-vestlige indvandrere og efterkommere blandt beboerne.

Initiativer
Regeringen foreslår de følgende initiativer:

Obligatorisk brug af fleksibel udlejning – giver fortrinsret til boligsøgende, der opfylder beskæftigelses- og uddannelseskriterier. Det vil sige, at boligområder får mulighed for at sætte ansøgere i beskæftigelse eller med passende uddannelsesniveau foran i boligkøen.

– Stramning af regler for kommunal anvisningsret betyder, at kommuner ikke må anvise boligsøgende; der ikke er statsborgere i EU, EØS-lande eller Schweiz, modtager en række overførselsindkomster eller har en dom, til disse områder.

– Mulighed for godkendelse af nedrivning af almene familieboliger og genhusning efter samme regler som gælder for udsatte boligområder.

– Alle kommuner skal kunne indgå aftale med private udlejere, som ønsker at stille en del af deres lejligheder til rådighed for kommunen til løsning af boligsociale opgaver.

– Kommuner med udsatte boligområder eller forebyggelsesområder skal have ret til at anvise en nærmere defineret målgruppe til hver tiende ledige bolig i større private udlejningsejendomme.

Boligerne vil kun kunne anvises til en nærmere defineret gruppe boligsøgende for eksempel til borgere på ventelister i forebyggelsesområder og udsatte boligområder og ikke til boligsocial anvisning.

Skovgårdsparken

Skovgårdsparken bliver måske i fremtiden kategoriseret som et forebyggelsesområde.

Trist udvikling men også gode elementer
Formanden for Brabrand Boligforening Keld Albrechtsen, udtaler til Skræppebladet, at det er trist, at regeringen og flertallet bag parallesamfundspakken altid benytter den slags udspil til at sætte borgere med anden etnisk baggrund end dansk i et dårligt lys. ” Den praksis bør de ændre, ” forklarer Keld Albrechtsen. Men der er også gode elementer ved udspillet, som dog bliver overskygget af 30 procentskravet.

Keld Albrechtsen peger på en metode, der gerne skulle hjælpe Skovgårdsparken til ikke at lande på ghettolisten igen. Der skal være bedre kontrol med, om der flytter folk til området, der er dømt for hård vold.
Her har Boligforeningen allerede spurgt ministeriet om, hvordan man bedst teknisk kan kontrollere det. Også forslaget om at det skal være muligt at henvise beboerne til private boliger, lyder, ifølge Keld Albrechtsen som et godt initiativ. “Især hvis det kombineres med at bygge nye billige almene boliger, ” siger han.

” Vi vil bruge alle de instrumenter, der findes for at forhindre, at Skovgårdsparken kommer på ghettolisten igen,” forklarer Keld Albrecthsen.
” Vi vil gøre alt for at beskytte afdelingen,” slutter han.

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek indkalder til forhandlinger om udspillet med de andre partier bag den oprindelige parallelsamfundspakke. Det drejer sig om den daværende VLAK-regering, Dansk Folkeparti og SF. Forhandlingerne ventes allerede at gå i gang i næste uge.

Du kan læse hele regeringens udspil her

Læs BL’s artikler om udspillet her

Blogartiklen er oprettet: 18. mar 2021


Del eller print denne side:  

Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 


Blog-arkiver: 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 | 2020 | 2021 | jan | feb | mar | apr | 
© 1970-2021
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt