Morgenpolitik kom til Søvangen

God debat rundt om bordet.
Borgere og politikere forberedte byrådsmødet i fællesskab
Tekst Elsebeth Frederiksen, fotos Elsebeth Frederiksen og Pia Stabell Hjort
Dagen før hvert byrådsmøde i Aarhus mødes borgere og politikere for at blive klogere på hinanden og på aktuelle sager. Sådan træner de de demokratiske muskler og styrker relationen mellem os, lyder det i oplægget fra Sager Der Samler, som er initiativtageren bag Morgenpolitik.
Det går kort og godt ud på at debattere kommende temaer, som er på dagsordenen til næste byrådsmøde. Der deltager som regel et par byrådsmedlemmer og 10-15 almindelige borgere.
Til dette byrådsmøde var der følgende emner på dagsordenen
Ifølge Sager Der Samlers hjemmeside er der tre dogmer for samtalen:
– God tone og atmosfære
– Vi er her for at blive klogere (ikke for at få ret eller blive enige)
– Vi værdsætter forskellige perspektiver
Morgenpolitik på turné
Normalt foregår Morgenpolitik hos Sager der Samler på N.J. Fjords Gade tæt på Ingerslevs Boulevard, men denne gang mødtes de på ‘Vaskeriet – en øvebane for udviklingshæmmede’ på Louisevej i Søvangen. Her var der godt fyldt op i baglokalet, hvor Katrine havde lavet kanelsnurrer. Meget lækkert for øvrigt.
Der er som regel tid til tre emner og denne gang ville et overvældende flertal snakke om nytteindsatser for borgere med et integrationsbehov, som er beskrevet på vores hjemmeside.
Der blev en livlig debat, hvor der var en del kritik af forslaget. En del mente, at der ikke var noget nyt ved forslaget, nogle kritiserede ordet nytte som havde en negativ klang, for hvem var det til nytte for. Borgerne, staten, kommunen eller nogle helt andre?
Endelig var der også kritik af, at der blev foreslået sanktioner for borgerne som ikke ønskede at deltage.
Det er kun pisk og ingen gulerod, sagde en af deltagerne.
Efter at have udvekslet holdninger om dette tema, blev deltagerne, der havde interesse i emnet inviteret til møde med rådmand Anders Winnerskjold på onsdag. Det bliver spændende, hvor der kommer ud af det møde.
Havearbejde
Deltagerne var også inviteret til at blive og hjælpe med haven og spise suppe klokken 12. En god del af deltagerne i Morgenpolitik blev også bagefter og fik samlet en stor bunke kvas og grene. Derefter fik de god suppe og hyggede sig.
Deltagerne udtrykte glæde ved, at det er muligt at komme til orde og diskutere med politikerne og komme med indput, i et forum hvor der bliver lyttet til en og hvor folk respekterer hinandens holdninger.
Du kan læse mere om Morgenpolitik hos sagerdersamler.dk
Læs også
▮ Skræppebladets blog,