At føre en samtale og betragte

Når andre nu æder af livsgrundlaget og ødelægger det så skal vi vel også, eller…

af Herman Nielsen

Vi har efterhånden 60 m2 boligareal per person i landet, så boligproblemet må siges at være løst. Ser vi yderligere på boligens omkostninger og vurderer, at op mod halvdelen af vores energiforbrug er knyttet til boligen, og at vores energi langt overvejende stammer fra fossile brændstoffer, så er det ikke oplagt at bygge flere boliger.

I 1987 var der 40 m2 boligareal per person i landet, og niveauet blev vurderet som verdens højeste både i areal og kvalitet. Sverige havde 35 m2, Tyskland 30 m2 og Frankrig 20 m2. Som sagt har vi 60 m2 nu.

Når vi sammen med næsten alle andre lande har forpligtet os på bæredygtighed som forudsætning for den videre samfundsudvikling, så er der grobund for en god samtale.

Bæredygtighed
Bæredygtighed er nok til alle nu uden at ødelægge tilsvarende muligheder for kommende generationer. Bæredygtighed stammer som begreb fra skovvæsenet, hvor situationen er bæredygtig, når der maksimalt hugges træ svarende til den omhandlede periodes tilvækst. Årligt svarer det globale energiforbrug for nærværende til det, der blev oplagret på en mio. år i kultiden. Det hedder ikke-bæredygtighed, så det klodser…

Det her er så vigtigt for netop os i de rige lande, fordi det er os relativt få, der ødsler så hæmningsløst med naturens goder, og der er milliarder af fattige, som er på vej til vores livsstil. Det er en absolut katastrofe, som vi stadig er midt i.

I 1992, hvor der var miljøtopmøde i Rio under mottoet ”sidste chance for kloden”, blev der fastlagt et mål for os rige på omkring 1/10 af det daværende energi- og materialeforbrug, netop fordi de fattige skulle ha plads til deres nødvendigheder, og kloden ikke skulle ødelægges. Vores politikere skrev selvfølgelig under på sådanne banaliteter, og så fortsætter det hele ellers endnu vildere – på boligområdet fra 40 til 60 m2 til eksempel for bare at nævne ét område..

En almen bolig i dagens Danmark koster i øvrigt det samme om året, som der ved ligelig fordeling af de samlede globale indtægter er til rådighed for hver af jordens 6,5 mia. mennesker – omkring de 50.000 kr.

Min forståelse
Når man ikke vil samtale om eller reflektere og meditere over de almene livsvilkår, må man nok kaste sig fremad i et stadigt forsøg på at tæmme sin indre uro med hyperaktivitet og så jævnligt berolige sig med konsum for de penge, som den aktive deltagelse i ødelæggelserne udløser. Det er ikke en skrue uden ende, for både det personlige liv stopper som bekendt og det fælles ruineres i disse år af ressourcemangel. Det kan enhver forsikre sig om ved at registrere de globale miljøændringer og rode lidt med termodynamikkens love. Altså ikke uden ende men undervejs for os uden anstændighed i forhold til verdens fattige og uden værdighed i forhold til os selv.

Her kunne samtale føres
Sådan hedder en digtsamling, som Jørgen Gustava Brandt udsendte for mange år siden, og som præcist udtrykker også min erfaringsmæssigt helt falske forventning. Kunne, burde kunne men kan ikke. Forstanden og talegaverne bruges ikke fornuftigt men instrumentelt til den fortsatte berigelse i egen gruppe og på andres bekostning (det gir penge at bygge og nok kommunal modvilje i forhold til Gellerup-områdets helhedsplan, hvis vi tænker selv og stopper snak om havnebyggeri). Andre handler på samme måde, og så har vi verdenssituationen i en nøddeskal, når vi mødes – og vi skal i hvert fald ikke blive de sidste. Altså prøver vi igen at komme til at bygge på havnen, og denne gang lavt efter at vores tidligere projekt på 100 meters højde blev overgået og dermed vundet af ét på 150 m!

Der er i år givet tilladelse til seks familieboliger på landsplan. Så lidt bygges der med hele håndværkermangelen, det høje byggeindeks og det nærmest umulige i at ende på en husleje, som folk som os kan betale. De, der kan betale, vil som bekendt bo i ejerbolig.

Var der så en gud at tro på, så man ved at være blandt de sidste kunne komme blandt de første! Nu skal man blot være blandt de sidste af personlige anstændighedsgrunde – kristen eller ej.




Del eller print denne side:  


En kommentar til
“At føre en samtale og betragte”


  • 1

    hannibal skriver:

    Hermna – Herman dog – du har skrevet mangt og meget igennem tiden – men hvad har du egentlig bidragetmed til samfundsøkonomien – du lever af skatteydernes penge – de du rakker ned på og kritiserer.

    er du aldrig flov – er du aldrig flov over at du også sætter sladder igang – har du ingen moralske grænser – bare du bliver hørt.

    Rige mennesker er du ikke meget for – men pengene er ikke kommet af sig selv – ihverfald ikke til mig – men din vrede og aggressivitet kender igen grænser.

    Jeg har faktisk ondt af dig – i dit sølle fattige liv – som du kompenserer for ved at deltage og udtrykke dig – men det er ikke nok iet menneskesliv – athave op nået – økonomisk – være efterspurgt – det er en dejlig fornemmelse – som du nok ikke er særlig bekendt med – din benzin ligger i utilfredsheden med os der har noget ogvhar råd til at gøre hvad vi vil – selvom vi stadigvæk har et socialt ståsted.

Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt