At være dansk
Hvad vil det sige at føle sig dansk?
af Vagn Krarup Holst
Jeg tror aldrig, jeg har følt mig så dansk, som i det halve år (1965/1966), jeg var FN-soldat i Nicosia på Cypern – hundredvis af kilometer hjemmefra, og ofte omgivet af udlændinge, som ikke kunne tale dansk (tyrkere til den ene og grækere til den anden side – m.a.o.: som min situation i dag, dog er grækerne udskiftet med arabere!) -, og ved hjemkomsten derfra.
Vi dyrkede det danske. Vort danske flag fik en ny og langt større betydning. Danske skikke blev fulgt som aldrig før – julen, f.eks. Hjemkommet med Hercules transportfly til Værløse Flyvestation, bus til Københavns Hovedbanegård, tog til Århus. Sov en del undervejs, vågnede meget tidligt et sted nord for Fredericia.
Vågnede op til synet af den nyudsprungne bøgeskov (medio maj 1966). Skyndte mig at rulle vinduet ned og at stikke hovedet ud – dels for også at få duftoplevelsen med og dels for at blive helt vågen. En usigelig fryd! Følte mig næsten salig – det var lige før tårerne begyndte at trille. Var meget overrasket over, at jeg kunne blive så påvirket af nogle grønne træer og af det danske forår. Men hele stemningen har utvivlsomt været påvirket af glæden over, at nu var jeg snart hjemme hos min familie og venner efter et halvt år under fremmede himmelstrøg. Hvor havde jeg meget at fortælle til dem derhjemme. Om Cypern, orlovsturene til Famagusta på Cypern, Damascus i Syrien og Jerusalem i Jordan (det var før 6-dages- krigen) og om at bade i Det døde Hav (26 % salt).
Og naturligvis var jeg tillige påvirket af, at jeg netop havde sagt farvel til nogle meget gode soldaterkammerater, som næsten var ens familie i de seks måneder. Jeg havde virkelig lyst til at aftjene endnu et halvt år på solskinsøen Cypern (340 solskinsdage pr. år, læste jeg et sted) – men fornuften sagde mig, at jeg skulle hjem for at videreuddanne mig.
Glæden over, at alt var gået godt – jeg havde hverken mistet liv eller lemmer, jeg havde ikke oplevet krigen og al dens uvæsen. Jeg havde været heldig at blive FN-soldat på Cypern i en relativt rolig periode. Ganske vist var der bomber, der eksploderede, og skudsalver fra geværer, maskinpistoler og maskingeværer – men aldrig hvor jeg var! Vi måtte kun skyde i selvforsvar i h.t. FN-mandatet. Så mit gevær blev kun affyret på englændernes skydebane i Dhekelia.
Vort vigtigste og mest effektive våben var ordet – forhandlingen. Min konklusion må vist være: – Jo længere væk hjemmefra og jo mere fremmedartede omgivelserne er, desto stærkere sammenhold med (soldater)kammeraterne/ens ”egne” og desto mere dansk føler man sig. Og:
– Jo større tryk udefra, desto stærkere sammenhold indadtil. Måske vil nogle af mine med-beboere i Brabrand Boligforening kunne nikke genkendende til disse psykologiske mekanismer? Måske er disse mekanismer en god del af forklaringen på, hvorfor nydanskere finder sammen i såkaldte ”ghettoer”?
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2007-09 November