Dødsstødet for Nordgårdskolen

Byrådet har definitivt besluttet at lukke skolen til sommer


af Ulrik Ricco Hansen

Århus Byråd har den 21. november be­sluttet endeligt at lukke Fry­den­lund­skolen og Nord­gård­skolen. Den store folkeskole midt i Gellerupparken havde både kæmpet og håbet til det sidste, men byrådspolitikernes dom var klar: 28 af de 31 politikere vendte tommelen nedad for skolens fremtid som folkeskole.

På de fyldte tilhørerrækker var bl.a. re­præsentanter for Nordgårdskolen og Brabrand Boligforening. Ikke mindst formand for afdelingsbestyrelsen i Gel­lerupparken, Helle Hansen, har kæmpet for den skole hun selv gik på:
”Jeg er bekymret for, hvad der skal ske med børnene, der spredes over hele byen. Og jeg er bekymret over, at Gellerupparken mister en samlende kulturinstitution.”

Den ansvarlige rådmand, Louise Gade kunne ikke trøste de mange tilhørere:
”Jeg tror ikke, at nogen synes, at det er sjovt at lukke skoler. Men sagen har været 14 måneder undervejs, og vi har haft tre høringsrunder og adskillige behandlinger i byrådet og udvalgene. Så enhver sten er vendt,” sagde hun.

Eleverne bliver flyttet til andre sko­ler i kommunen og en test kan være med til at afgøre hvor langt de skal væk fra området, men de fleste bliver nok sendt til naboskolerne.
Der bliver sat mange skolebusser ind, og samtidig tilbydes familier en check på 8.256,- kr. som flyttehjælp hvis de vælger at flytte væk fra Gelle­rupparken – og dermed tættere på en ny skole

Læs mere om skolelukningen på Skræp­pebladets blog:
blog.skraeppebladet.dk




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt