Så er de her igen

Nu ses vinterens typiske stjernebilleder på aftenhimmelen i øst


af Jens Skriver, Astronomiklub Capella

Nu er tiden kommet, hvor man for alvor plejer at kunne studere stjernehimmelen om aftenen. Umiskendelige tegn herpå er, at stjernebilledet Orion og den meget klare stjerne Sirius er synlige inden sengetid. Alle har lagt mærke til Orion, også uden at vide, at det faktisk var det stjernebillede, det drejede sig om. Siden tidernes morgen er stjernebilledet blevet opfattet som en kæmpes skikkelse.

  orion.jpg  

Billede af en kæmpe
Kæmpens bælte med tre klare stjerne på række og de to stjerner til fødder vil alle kunne nikke genkendende til. Ovenover bæltet er hans arme. Normalt nummereres stjernebilleders stjern­er med græske bogstaver efter deres lysstyrke, men det er fraveget for Orions vedkommende. Højre skulder udgøres af stjernebilledets først nummererede stjerne Betelguese. Det er en variabel stjerne, hvis lysstyrke svinger uregelmæssigt. Den er 425 lysår væk og er en såkaldt superkæmpe med en diameter, som er 300-400 gange større end Solens. Nummereret som anden stjerne i Orion, men i virkeligheden klarest er Rigel, der danner kæmpens venstre fod. Det er en superkæmpe, der 1.400 lysår væk og har en lysstyrke, som er 50.000 gange større end Solens.

Stjernetåger
Mest karakteristisk for Orion er imidlertid stjernetågerne. En stjernetåge er både grav og vuggestuestue for stjerner. En stjerne er i sin tid eksploderet og har efterladt en kosmisk tåge. I tidens løb vil stofferne samle sig igen og blive til en ny stjerne. Mest kendt er Oriontågen mellem kæmpens ben. Indtil for nyligt kunne den ses med det blotte øje, men ses nu i byer bedst med en håndkikkert. Der er i øvrigt endnu en tåge lige ved siden af, og Orion er også kendt for Hestehovedtågen.

Hundestjernen
Lidt nord for Orion befinder sig himmelens klareste fikstjerne Sirius. Den skinner med et utroligt skarpt blåhvidt lys. For øjeblikket kan den konkurrere med planeten Mars om at være den klareste ”stjerne” på østhimlen. I virkeligheden er der tale om synsbedrag, for rent faktisk er Sirius ikke ret stor. Den er kun 8,7 lysår fra Solen. Egentlig er den en dobbeltstjerne, men ledsageren er ret lille og blev først opdaget på et sent tidspunkt. Sirius indgår i stjernebilledet Den store Hund og kaldes også Hundestjernen. Stjernebilledet Den lille Hund findes ovenover og har en klar stjerne, som hedder Procyron.


Capella Astronomiklub
Kontaktperson: John Mikkelsen, Jernaldervej 259 B, tlf. 86 24 06 14




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt