Leder

Stjerner funkler i mørket


af Ulrik Ricco Hansen

Den mørke tid er over os. Og hvor oplever man bedst mørk­et? Fra en tilskuerstol naturligvis. Mange af de lokale teatre har store forestillinger her op mod jul, og de kører alle med bragende succes. Ikke uden grund, for der bliver investeret en masse kræfter i at få gode forestillinger op at køre. Dette bør give os inspiration til at finde flere stjerner frem i boligforeningen.

I Gellerup er der Busters Verden på Gellerupscenen, i Brabrand er det Spillemand på en tagryg hos Vester Gasværk, og hos Åbyhøj Amatørteater kører Nøddebo Præstegård. Næsten alt er udsolgt, og der laves ekstraforestillinger. Dette er jo herligt, for er der noget, som lokale scener kan, så er det at samle kræfter og engagement med et formål at samle lokale beboere til en hyggelig stund i lokalområdet og måske også liste livsvigtige eller store spørgsmål ind ad sidevejen. De lokale teaterscener yder også et vigtigt bidrag til at identificere lokalområdet for beboeren. Teateret kan især her i tiden med de store familieforestillinger være med til at binde os sammen. Om ikke direkte, så fordi vi får en fælles reference.

Når vi næste år fejrer 60-års-jubilæum som bolig­­for­ening, så er jubilæet og sammenholdet og de gode re­la­tion­er internt i boligforeningen helt og holdent vor­es ansvar. Vi har jo en boligforening sammen.
Det er ikke direktørens boligselskab, foreningsbestyrelsens per­sonlige projekt, eller noget en gruppe, f.eks. en afdelingsbestyrelse, kan hverken løfte eller tage æren for alene. Når der i april har eksisteret en Brabrand Boligforening i 60 år, er der fordi, der hver dag er tusindvis af beboere, som bakker op om en fælles ide, og gennem tiden også tusindvis af beboere, som har taget del i at påvirke fællesskabet med frivilligt engagement.

I dag er vi mange som frivilligt og ulønnet gør en indsats for at holde sammen på vores boligforening. F.eks. skribenterne i Skræppebladets redaktion. Vi synes, det er vigtigt, at vi beboere imellem bliver ordentlig orienteret om det, der rører sig i både foreningen og i nærområderne. Vi synes,, at det er vigtigt at gøre os alle sammen klogere på livet i boligforeningen – samtidig synes vi, at der skal være et stort antal veje ind og ud af informationerne. Vi vil gerne underholde, informere, belære og belæres. Vi vil gerne formidle debat og meninger. Og så synes vi det er vores pligt at være beboernes vagthund over for ansatte og de øverste instanser i boligforeningen.
Alt dette har vi gjort siden det første Skræppeblad så dagens lys i 1970.

Vi vil faktisk tillade os at påstå at alle, der i dag arbejder frivilligt i og for boligforeningen, er de sande stjerner, som funkler i mørket af en kaotisk hverdag og usikker fremtid.

Tilskuerpladsen er os alle forundt, men det er, når du gør en frivillig indsats, at du oplever stjernedrys.

Glædelig jul og et stjernefunklende nytår til alle.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt