Julelyd gi’r børnefryd

Bag om julen


tekst og tegning af Peter Kjellerup Hansen

“Når klokken ringer Julen ind
og alle iler travlt afsted.
Man tænker på, om alt er med
til idel fryd for barnesind.”

Julen og dens helligdage er årets optimale fest. En lysets glædesfest, hvor mørkets ufred og strid yppet af onde kræfter er afløst af samhørig fordragelighed med slægt og venner i “festligt lag”.

Sådan begyndte det
Da nordboerne stadig dyrkede asatroen og markerede deres helligdage med solhvervs kultfester og fokus på det godes sejr over det onde, var årets mørkeste dag en anledning til at fejre og ofre til frugtbarhedsguden Frey. Nu skulle lyset fra solen vende tilbage, og man ofrede en galt til guden, og spiste den til hans ære godt pyntet med grønt, frugtbarhedens farve.
Først ved Kristendommens indførelse blev den hedenske kult afløst med fejring af Jesu fødsel, mens man bibeholdt det kultiske ved fortsat at pynte op med grønt. Omkring år 300 kom der navn på festen: “fruma jiuleis”, et gotisk ord for måneden “november”. Det blev videreført af finnerne i deres ord for “fest”: “Jubia”, der så ender i det skandinaviske “Jul”. Så “Jul” betyder faktisk “Fest”.

  julelyd3.jpg  

Julefred
I 16. århundrede fejrede man i Norden Juledag som årets første dag, og den blev årets største festdag. På den dag skulle al strid ophøre – ja hele middelalderen igennem var enhver form for blodig ufred strengt forbudt, og det blev straffet hårdt at bryde det – oppe i vor tidsalder har vi et kuriøst og tankevækkende eksempel på det, og om Julens virkelige betydning:
Juleaften 1914, 1. Verdenskrigs første år raser med enorme tab af menneskeliv, da en menig tysk soldat beslutter, at nu kunne det blodige slagteri på slagmarken være nok. Han får forbindelse med fjenden, og aftaler, at han og hans gruppe skal mødes med den til en hyggelig juleaften, og før officerer og befalingsmænd kan nå at skride ind, var soldaterne fra de to stridende fronter samlet hos hinanden til julehygge og fællessang.
Ikke et skud blev løsnet den nat. Det var oplagt mytteri. Men da de stridende parter genoptog kampen næste dag, blev der set stort på det, og episoden blev forbigået i stilhed. Kunne alle krige blot føres Juleaften, og der ville aldrig være krig.

Julevagt
Netop for at undgå ballade i byerne Juleaften, oprettede og udstationerede man en særlig vagt, en “Julevagt”. Det var et borgerligt ombud, som cirkulerede mellem byens indbyggere, og det udviklede sig ikke altid lige heldigt; for man skulle jo lige, mens man nu var på “vagt” se ind til venner og familie, og det kunne ske, at det udviklede sig temmelig animeret, så nattevægterne måtte tage over, som i følgende korte omtale:
“Der kom og Julevagten ind. De fik nok!” Om “julevagten” var løsningen for ro og orden eller ej, så var balladen Juleaften gennemgående begrænset. Folk tog i det store og hele hensyn og var opmærksomme over for hinanden.
Man bagte og bryggede, så der var rigeligt til lang tid fremover. Ingen fattig gik forgæves. Alle som kom forbi, blev budt ind og nød af den gæstfrihed, som huset nu formåede. Ingen “skulle bære Julen ud”, hvilket betød, at man skulle nyde noget, selv ved det korteste besøg.

Overtroen
Julen var også tiden for ondskabens væsner som trolde, spøgelser og dæmoner. Derfor tegnede man kors på lader og ladeporte, ridsede kors i korndyngerne og satte stål op over stuedøren.
Man måtte også passe på ikke at lade ploven stå ude på marken Julenat, for da kommer Jerusalems skomager forbi, sætter sig til hvile på den, og så får plovens ejer en dårlig høst det følgende år, og endelig skulle man gnide kvægets tænder med sod og salt Juleaften, at ikke onde magter skulle gøre det fortræd.

For at fastholde et venskab med nissen og få hans hjælp satte man grød op til ham på loftet, og den blev altid spist – det bevidnede katten. Det var forbundet med ulykke at udføre alt andet arbejde end det mest nødvendige. Som dengang en bondekone i 17. århundrede forfærdet udbrød, da hendes pige ville sætte sig til rokken for at spinde: “For Guds skyld, spind ikke nu. Jeg har kun én ko, og den vil jeg ikke miste!”.

Eller hvis man fandt på, at lædertøjet skulle smøres Juleaften. Det kunne medføre, at man skulle “smøre” doktoren i det kommende år. Forholdet til dyrene var også noget ganske særligt den aften. Det nød specielt musene og rotterne godt af. Disse “de små grå”, som de kaldtes, var nemlig fredet i Julen.

Varslerne
Når julemiddagen var spist tog man varsler for fremtiden. Det foregik ved hjælp af såkaldte “julelys”, nogle lys, som stod bestemte steder på bordet, og de skulle helst brænde lige længe, så betød det lykke og fred over huset i det kommende år. Slukkedes et af lysene, skulle den, hvis lys det var, dø, inden året var omme.

Det samme kunne ske, hvis man hængte linned eller tøj til tørre Jule- eller Nytårsdag, da skulle man “klæde lig i fasten”. Imens listede husets unge pige ned på sit værelse, og hen til et spejl, for at se, om hun deri kunne se ham, “hvis seng hun skulle rede, og hvis dug hun skulle brede”.

Men det kommende vintervejr blev der også taget varsler – såkaldte “julemærker” – for. Det foregik ved middagsbordet. I den spiste julegåses afpillede brystben kunne man “læse”, hvordan resten af vinteren ville blive. Det gjorde man ved at holde det helt rene brystben hen mod et tændt lys. Så man da nogle hvide pletter i benet, betød det sne, og var pletterne brune kom der frost og kulde. Men var brystbenet sort, ja – så havde gåsen fået for meget.

Der er langt flere, f.eks. “Julebisp”, “Julebuk”, “Julefad”, “Julegrød”, “Julekager”, “Julelege”, “Julestue”, “Juletønde”, “Juleøl” og ikke at forglemme den svenske tradition med Sct.Lucia, men det vil tage en hel bog at dække. Julen er årets fest, og i særdeleshed børnenes. For dem har festen et ringe indhold, hvis juletræet og gaverne mangler.

Juletræet
“Juletræet med sin pynt, venter på vi får begyndt”, hvem kender ikke denne populære julestrofe? Egentlig en temmelig gammel sandhed. Et grantræ til festligholdelse i vintermørket har været kendt tilbage i den kultiske fortid, hvor det netop var det grønne, man fejrede guden Frey med, og granen var eneste grønne træ på den årstid. Langt fremme i tiden over skandinavisk vikingetid og middelalder var den kendt som almindelig julepryd.

Men da man i 17. århundrede i Tyskland begyndte at bringe træet indendøre vakte det stor furore, især hos den katolske gejstlighed, der forbandt granen med hedenskab. Det var en svensk officer, der som den første i 1632, mens 30-årskrigen rasede, fandt på at pynte et grantræ, og sætte det ind i en stue i Leipzig. Det gav anledning til, at Kirken i 1644 udsendte et fordømmende skrift “Kathechismus-Milch”, hvor den stærkt gik i rette mod brug af såkaldte “Weinachts-oder Tannenbaums”, som kontrast til kirkefesten.

Men svenskerens ide kunne Kirken ikke “skyde af pinden”; for i 1765 er digteren Johann W. Goethe på julebesøg i Leipzig og ser da for første gang et pyntet grantræ i en stue. Træet var pyntet med lys, behængt med alle slags godter, og ved træets fod, stod en lille krybbe, som henviste til Jesu fødsel. 15 år senere var “juletræet” almindelig udbredt i Tyskland.

Digteren Friederich Schiller omtaler i 1789 “Der Lichtbaum” i Jena, og Danmark og det øvrige Skandinavien følger trop. I 1808 vil grevinde Wilhelmine Holstein på det sydsjællandske gods Holsteinsborg glæde sin lille datter med et tændt grantræ. Det er “juletræets” premiere i Danmark.

  julelyd-giver-boernefryd1.jpg  

Julegaverne
Julen er børnenes fest mere end nogen anden. De forventningsfulde lys deres øjne udstråler, når de ser den hob af pakker, som dækker juletræets nederste del, kan kun være en glæde at opleve. Men julegaverne var fra starten ikke Julegaver”, men “Nytårsgaver”, og absolut ikke tænkt for børnene.

I middelalderen var det skik ved hoffet at give de ansatte nytårsgaver, som tak for trofast tjeneste i årets løb. Således fortælles i en af “De islandske sagaer” “Bjarnor Saga”, at Erik Jarl “som høvdingeskik var i andre lande gav sine folk gaver (“jólagjaf”) på ottendedagen”. Men gaveskikkens oprindelse går helt tilbage til den romerske kalenderfest – og før Christi tid. Først omkring år 1400 i Bøhmen blev “gavegivning” flyttet til Juleaften, og de, som da nød fordel af de mange gaver, var de fattige.

Gaver til børnene var yderst sjældne i Middelalderen. Første gang vi hører om julegaver til børn i Danmark var i 1580, da var det til kronprinsen, senere Kong Christian 4. At give julegaver til de fattige – omtalt 1. gang i Danmark i 1562 – var primært med tanker på den kristne tro: at “almisser” kunne redde ens egen og afdøde slægtninges sjæle fra evig fortabelse. En tanke, som tydeliggøres i Charles Dickens eventyrdrama “Et Juleeventyr”.

Nu og før
Peter Faber skriver: “Sikken voldsom trængsel og alarm”, og sikkert med henvisning til Julens fortravlede uger. Der skal forberedes. Der skal handles, og der skal pyntes. Har man nu husket alt, skrevet sine julehilsner og tænkt på fjerne slægtninge.

Travlhed præger i sandhed dagligdagen. Man vandrer som i homogen flok i kraftig oplyste og dekorerede gader, omkranset af julebutikker som stærkt lokker med deres juleudbud, der kan købes for det halve efter Jul. Selvom gadernes lokkende lysfest skal holde ondskaben væk, som det oprindelig var, så kan man da i dag sige, at ingen Djævel tør betræde vor Jord en hel måned før juletid.

Langt fra, hvad forfatteren og juristen Otto Rung (1874-1945) skriver i sine erindringer: “Juleudsmykningen i min barndom begrænsede sig gerne i de små, snævre og halvmørke butikker i København til en enkelt række tællelys i vindueskarmen, samt og en stjerne med englehår i en sejlgarnssnor, hængt op midt i vinduet. De mere mondæne butikker havde spejle på vinduesposterne – så kikkede damerne da i hvert fald derind”. København anno 1890.

EN RIGTIG GLÆDELIG JUL OG ET LYKKEBRINGENDE NYTÅR ØNSKES TIL ALLE


LITTERATUR

Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, Rosenkilde og Bagger 1981, Bd. 8
Daglig Liv i Danmark v/ Axel Steensberg, Gyldendal 1982, Bd. 1 & 7
BJØRN, Per: “Af juletræets historie”, Jul i Randers 1962
BLÆSILD, Benno: “Dansk Jul i 300 år”, “Den gamle By” 1998
LUND, Troels: “Dagligliv i Norden” v/Erik Kjersgaard, Gyldendal 1969, Bd. 4
PIØ, Jørn: “Julens hvem hvad hvor”, Politikens forlag 1977
PIØ, Jørn: “Den gamle Jul”, Sesam 1997
SCHIØTT, Folmer: “Gamle juleskikke”, Jul i Randers 1932
SCHIØTT, Folmer: “Gamle ord om Julen og juleovertro”, Jul i Randers 1953




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt