25-års-jubilæum
H.C. Thygesens med mange facetter
af Marianne Stenberg
H. C. Thygesen, leder af Brabrand Boligforenings el-afdeling, fejrer den 7. december 25-års-jubilæum. Han kom i sin tid til boligforeningens el-afdeling fra en elinstallatør i Brabrand kaldet Svejstrup. Thygesens titel var vaskemaskinereparatør i afdelingerne Gellerupparken og Toveshøj. I dag er han leder af el-afdelingen i Brabrand Boligforening og har sammen med de øvrige medarbejdere i BB Service kontor på Grimhøjvej. Håndværkerafdelingen BB Service tæller 12 medarbejdere inden for vvs, el-, tømrer- og elevatorservice.
H. C. Thygesen er kirkeværge i Galten Kirke. De musiske evner udfolder han som kirkesanger-vikar i Skovby Kirke og sanger i Skovby Koret. Han elsker klassisk musik og har en stor samling CD´er inden for musikgenren, hvilket af og til skaber lidt drillerier i frokoststuen, fordi kollegaerne sætter radioens P4 på for fuld drøn, hvilket Thygesen så ikke er helt tilfreds med.
I fritiden er der bøger på tapetet i både overført og bogstavelig betydning. Thygesen og hans kone Helle nærmest bor i et bibliotek, hvor kun badeværelset og gæstetoilettet ikke er fyldt med læsestof.
H. C. Thygesen er blandt kollegaer kendt som en meget dygtig håndværker. Med et stædigt sind følger han opgaverne til dørs og sikrer, at de lykkes. Men mest kendt er han nok for det hjælpsomme væsen, der især træder i karakter, når nye medarbejdere kommer til.
H. C. Thygesen er gift med Helle Thygesen, der arbejder som assistent på Driftskontoret.
Brabrand Boligforening siger til lykke med jubilæet, der fejres ved en reception fredag d. 7. december 2007 kl. 11.00 – 14.00 på Brabrand Boligforenings administration Gudrunsvej 10 A.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2007-10 December