Hverdagen fortsætter for Parkens piger

På trods af at deres boligområde er i mediernes søgelys, forbliver det meste dog uændret. Kreativ vinterferie samler Gellerup Parkens døtre


Af Anne Bjerregaard

Den velkendte lyd af Radioavisens jingle afbryder den bløde popsang.
”I sagen om to tunesiske mænd fra Gellerup Parken i Århus…”. Ordstrømmen fortsætter ud af de små, men kraftfulde højtalere i beboerhuset i Gellerup. Ingen af de tilstedeværende piger og kvinder synes at tage notits af det faktum, at spotlightet er rettet imod deres boligkompleks, deres liv, deres mænd.
”…dømt for at ville hævne hånen mod profeten Muhammed…” tordner speakeren videre.

”Jeg er den eneste, der syr en sommerfugl,” siger Fatima og lukker sine små, brune fingre om et sæt vinger syet i grønt stof med guldtråde i. På bordet foran hende ligger en tegning, som forestiller en orange sommerfugl, der spreder sine vinger helt ud og forsvinder i en mark af blomster.

billede053-1.JPG

Kreativ vinterferie
I vinterferiens hverdage er der hygge for pigerne i Gellerup i beboerhuset ”Yggdrasil”. Men der er ikke meget oldnordisk over den høje gule murstensbygning med de blå vinduer, der finder sin plads inde midt i Gellerup Parken. Indenfor samles omkring 25 piger med indvandrerbaggrund for at male, tegne, sy og socialisere.

For enden af et af de to langborde sidder Mariam, som går i 9. klasse. Hun tegner et hjerte i midten af det hvide stykke papir. Koncentreret og med den ene hånd på papiret sætter hun blyanten ned lige over hjertets bue. Hun tegner et hjerte mere udenom. Og et til. Og et mere. Som årringe i et stolt egetræ tegner pigen med tørklædet og de mørke øjne sit hjerte helt ud til kanten af papiret.

Enkelte steder slipper blyantens spids ud på bordet og efterlader små blymærker, som hun effektivt fjerner ved at gnubbe fingerspidserne mod den lakerede overflade.

”Jeg har farvet mine negle,” siger hun og vender dem frem med en stolthed, som var hun en kommende dansk kronprinsesse, der holder ringfingeren frem mod verdenspressen.
”Jeg har også farvet mit hår. Med henna, kender du det?” spørger hun uden egentligt at forvente et svar.

Tørklæder og rottehaler
Det mørke hår med svage røde skær skimtes under hendes spraglede tørklæde. Det er bundet løst om hovedet på samme måde, som bedstemødre på vej i Brugsen ville have sat det. Snipperne hænger ned over brystet på hende.

De andre pigers tørklæder ser anderledes ud. Nogle slutter tæt om ansigtet og afslører ikke et eneste hårstrå. Andre er løst snoet om en stor fyldig hestehale i nakken. Andre igen sidder fast på et stramt hårbånd, der passer i farverne til deres tøj. Stramme, lavtaljede jeans, sweatshirts, taljebælter. Alt sammen højeste mode, alt sammen koordineret, udvalgt og sammensat. Nøjagtigt som alle andre danske piger.

”Jeg går ikke med tørklæde på i skolen,” siger Mariam, som hun sætter sig ned med sin rullekebab i frokostpausen. På spørgsmålet på, hvorfor hun så har det på her blandt pigerne i beboerhuset svarer hun undvigende:
”Det ved jeg faktisk ikke. Men i skolen har jeg rottehaler.”

billede056-1.JPG

Pigerne tager over
Luften er krydret af stegt oksekød og chili. En ældre kvinde i en sort chador har sagt værsgo, og pigerne stimler sammen om bordet.

En af de voksne i beboerhuset er egentlig ansvarlig for maden, men lynhurtigt har tre-fire halvvoksne piger overtaget styringen. De render i pendulfart mellem ovnen og kurven med arabiske fladbrød.
Der er en feminin stilhed og ro i lokalet. Afventende og tålmodige står brune øjne på rad med deres tallerkner, og er de sultne, skjuler de det godt bag deres rolige fingre og milde udtryk.

Ingen mænd til stede
Fra en mobiltelefon ved et af de runde spiseborde lyder ”My heart will go on” med Celine Dion og stryger blidt pigernes øre og drømme med hårene. Her er ingen drenge eller mænd på nær beboerhusets altmuligmand, hvis lyd af en sav fra underetagen virker underligt malplaceret i et rum af lette, lyse stoffer, dæmpet latter og sirlige dufte.

Men fraværet af brødre, fædre og onkler passer pigerne fint:
”Så er her mere ro,” siger en pige, som tripper hen over gulvet i alt for store højhælede sko. Hun bøjer let i knæene for ikke at skrabe skoene unødigt hen ad gulvbrædderne. Måske er det hendes mors. Eller en søsters. Men hun har tydeligvis bestemt sig for at gå i dem, lige meget hvor meget hun skal lide under dem.

Ituslået glas
Pludselig rammer et stykke glas fra et i forvejen ødelagt vindue gulvet og bryder stilheden.
Vinduet bag jerngitteret har et hul på størrelse med en knyttet hånd, og ud fra hullets center står en mosaik af krakeleret glas, der bare venter på at falde til jorden. Det kunne være frembragt af en albue eller en vred brosten i går eller for to måneder siden. På grund af vrede over religiøs blasfemi. Eller ved et simpelt uheld.

Hovederne løfter sig kort fra symaskinerne; tørklæder, skinnende blankt hår og hestehaler kigger i retningen af den ødelagte glasfacade og vender derpå hurtigt tilbage til arbejdet.
”Det sker hele tiden,” siger Mariam, mens hun kigger beroligende ud i luften. Og smiler.




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt