Hygge og hjælp til andre

Pensionistklubben i Holmstrup har mange aktiviteter i gang,
men nye medlemmer er velkomne

af Jens Skriver

Den tirsdag jeg aflagde Pensionistklubben i Holmstrup et besøg, gik snakken livligt ved to fyldte kaffeborde. Foruden kaffe, kage og chokolade var der også mulighed for at købe øl og vand. ”Der er lige nøjagtigt 40 medlemmer”, fortæller kontaktpersonerne Lars Thode Nielsen og Gitte Poulsen.

Nye medlemmer
”Vi starter op igen 20 maj, og så kan vi overskue at modtage nye medlemmer. Vi vil meget gerne have medlemmer fra Thorsbjerg og Odinsgården. ”Vi trænger til nye folk”, siger kontaktpersonerne. Klubben henvender sig til pensionister, efterlønsmodtagere og førtidspensionister. Medlemskab koster 50 kr. om året. Foreningen afholder kaffebord hver tirsdag, hvor der som regel er en otte til ti stykker til stede. Hertil kommer udflugter, banko nogle gange om året, fællesspisning formedelst 35 kr. nogenlunde en gang om måneden, om sommeren har der også sommetider været ture til petangue, vikingespil eller et plantorama.

Klubbens stolthed
Om søndagen er aktiviteten Loppen åben, hvor interesserede kan aflevere og købe ting, men ikke bytte. Overskuddet går til Pensionistklubben. Heraf betales til et sponsorbarn i Burkina Faso. ”Han hedder Bernard Zoungrana. Han er det andet barn. Det første er fyldt 14 og kan klare sig selv”, fortæller Gitte og viser stolt billeder af drengene frem. ”Vi får breve og tegninger”, siger hun. ”Det er rart med respons, og hjælpen kommer hele familien til gode.”
Loppen afholder også en halvdagsudflugt, hvor pensionistklubbens medlemmer kan komme med for en billig penge.

Yderligere aktiviter
Pensionistklubben afholder også et kursus i porcelænsmaling, men det er fuldt optaget. Pensionistklubben har købt en ovn. Derfor er kurset forbeholdt klubbens medlemmer.
På hylder i klubben ligger også andre varer end Loppens. Nogle medlemmer sælger produkter for egen regning.
Interesserede er meget velkomne til at kontakte Lars Thode Nielsen, tlf. 86249109




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2018
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt