Lene Christensen

Ny naboskaber for Gellerup og Toveshøj


tekst og foto af Jens Skriver

Lene Christensen er lige startet som aktivitetsrådgiver for beboerne i Gellerup og Toveshøj og træffes til daglig på kontoret i Beboerhuset Yggdrasil.
”Vores vigtigste opgave er at hjælpe beboerne med at skabe aktiviteter,” siger den nye naboskaber.

img_0094.jpg

”Vi er ikke rigtige projektmagere, der henter penge til større arbejdsmarkedsrelaterede projekter. Vi kan lave fundraising for at hjælpe beboerne med aktiviteter, men vi har mange andre funktioner. Den vigtigste er at hjælpe beboerne, når de kommer med forslag til aktiviteter. Det kan være hjælp til forening­er, men det kan også være til en enkelt beboer, som gerne vil have hjælp til at lave en forening. Antallet af henvendelser er meg­et vekslende.”

Nye tiltag
Der har været ansat naboskabere for Gellerup og Toveshøj siden 1994. For tiden er Lene ansat sammen med Lise Ledet. ”Konceptet er det samme”, forklarer Lene. På spørgsmålet, om hun vil gøre noget anderledes, svarer hun: ”Både og. Først skal jeg sætte mig ind i tingene, og det tager meget lang tid.”

Teologi
Lene har boet i Gellerup i nogle år, hvor hun bl.a. har været med i redaktionen for borgerportalen for ÅrhusVest, bestyrelsen for højskolen i Gellerup, formand for socialdemokratiet i Brabrand-Årslev og medvirket i 8220naboskab som frivillig til forskellige ting som at ring på døren med indkaldelse til arrangementer. Alt det er stoppet. ”Jeg er nødt til at prioritere,” siger Lene. ”Det er det med tiden. Og så vil jeg gerne skrive mit speciale færdig”.

Lene læser faktisk teologi og mangler som det sidste at afslutte et speciale om kirkers lobbyisme i EU. ”Det er et nyt emne og en god kombination af politik og religion,” siger hun.

På spørgsmålet om, hvorfor hun valgte at studere teologi, grunder hun lidt og svarer så: ”Hvorfor det? Det er en beslutning hundred år tilbage. Jeg havde været inden for modebranchen nogle ganske få år og fandt, det var utrolig overfladisk, så jeg måtte finde på noget andet. Først måtte jeg tage studentereksamen på kursus. Det var forfærdelig hårdt, men jeg valgte det frem for HF, da jeg gerne vil stille krav til mig selv, og jeg valgte endda to højniveaufag (matematik og fysik).

Jeg får mig altid rodet ind i et eller andet, men det skyldes ikke ambitioner, for jeg får altid lave karakterer, fordi jeg vælger noget, som er helt vildt svært,” fortæller hun. ”Jeg har tendens til at sprede mine interesser temmelig bredt”.

Fritid
Da der bliver spurgt om fritiden, er svaret: ”Hvilken fritid? Men jeg har også interesser, der ikke er penge i. Jeg fotograferer meget og er kreativ med alt muligt. Jeg kan også lide at rejse, og så har jeg lige fået en ny lejlighed med en kæmpealtan.”
Hun søgte jobbet som naboskaber, da hun vidste lidt om, hvad de lavede her. Hun forklarer: ”Det ville blive lidt problematisk at skulle være præst lige med det samme, for jeg er ked af at skulle flytte fra området, som jeg er meget glad for. Her er en fornemmelse af storby med mange mennesker og mange slags mennesker, og her kan man købe krydderier og alt muligt andet.

Et minisogn i Vestjylland vil være noget andet. Som regel starter præster med få job afsides steder. Dermed ikke være sagt, at jeg har noget imod at bo på landet, men jeg kan bare lide at bo her. Jeg skal ikke formidle et religiøst budskab, men det praktiske arbejde her har mange fællestræk med en præsts arbejde.”

Kvarteret
Jeg spørger også efter, hvordan der ser ud i Gellerup om ti år. ”Andre, end dem der sædvanligvis flytter herud, vil få øjnene op for det potentiale, det er at bo her. Især kreative mennesker, vil kunne se pointen i at bo et sted, hvor der er så stor mangfoldighed. Jeg frygter ikke bilafbrænding og anden dårligdom, men mere at det bliver et dødssygt parcelhuskvarter, hvor det hele går ud på at ligne hinanden så meget som muligt”, slutter Lene.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT




 
 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt