Sirius

Sidste udkald i denne omgang


af Jens Skriver / Astronomiklub Capella. Illustration af jesper Ankjær

Det kan nås endnu, men det er ved at være allersidste chance, hvis man vil se Sirius, den mest lysstærke fiks-stjerne på himlen i denne omgang. Den befind­er sig til venstre skråt neden for vinterhimlens meget markante stjernebillede, Orion, og er den dominerende stjerne i stjernebilledet Den store Hund. Ovenfor til venstre befinder sig den lille Hund med den klare stjerne Procyron.

store-hund.jpg

Sirius lyser så stærkt, at det i gamle dage blev sagt, at den hjalp solen med at varme op og forlænge sommeren, da den om sensommeren formodedes at stå op samtidig med solen. Deraf navnet Hundedagene. I det gamle Ægypten havde den en særlig betydning, da den en kort periode sidst på sommeren stod op lige før daggry. Derved varslede den oversvømmelserne af Nilen, der skabte ny frugtbarhed. Mange sagn knytter sig til stjernebillederne Store og Lille Hund. De skulle bl.a. være Orions hunde, som hjalp ham med jagten.

Stjerne med død ledsager
Sirius er godt nok en såkaldt hovedseriestjerne ligesom Solen, men mens Solen er en gul dværg, udsender Sirius omkring 40 gange så meget stråling som Solen med et blåhvidt lys, og den befinder sig også kun 8,7 lysår borte som nummer fire i rækken af de stjerner, der er nærmest ved Solen. Den er i virkeligheden en dobbeltstjerne.

Størstedelen af de stjerner, som ses på himlen, er i virkeligheden fysisk dobbeltstjerner, som hænger sammen i et kredsløb. (En optisk dobbeltstjerne er to stjerner, som befinder sig på samme placering på himlen, men i virkeligheden uendeligt langt væk fra hverandre).
Allerede i begyndelsen af 1800-tallet blev det konstateret, at Sirius havde en underlig rokkende bevægelse, men det var først efter konstrueringen af meget store kikkerter, at det kunne konstateres, at der var tale om et dobbeltstjernesystem, bestående af den meget kraftigt lysende Sirius A og den yderst svage Sirius B. Den er en såkaldt hvid dværg. Dens udstrålende energi kommer ikke fra en atomkernereaktion. Det er en død stjerne, som består af centralområderne fra en oprindelig stjerne, men temperaturen er ekstrem høj, og massefylden er så stor, at vi ikke kan fatte det. Sirius B har en radius, som er mindre end Jord­ens.

Capella Astronomiklub

Kontaktperson:
John Mikkelsen,
Jernaldervej 259 B,
tlf. 86 24 06 14




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt