Leder

Tillykke med dit jubilæum


af Ulrik Ricco Hansen

Du er en del af en boligforening, der i denne måned fylder 60 år. Og du er oveni købet selv med til at bestemme hvordan, det skal fejres. Det er nemlig lagt ud til hver af afdeling at forvalte en lille pose jubilæumspenge – og så kan der
arrangeres en storslået festival, en koncert, bygges et jubilæumshalvtag eller hvad med jubilæums-skraldeindsamling-og-forskønnelsesdag? I kan selvfølgelig også bare købe en æske chokolade og dele ud til hver husstand, for ambitionsniveauet er op til hver beboer og sin afdeling.

Foreningsbestyrelsen havde tidligere meget store og vidtgående ideer til markering af jubilæet, så alle fik den samme oplevelse. Det skulle ikke være en tur i tivoli med bus og entre betalt for alle beboere – for det har vi jo prøvet, og med succes. Nej, denne gang skulle det være anderledes. F.eks. en særlig jubilæumsbog – altså en af de særlige, der ikke bare samler støv på reolen. Måske tv-udsendelser, en dvd, et computerspil eller en interaktiv cd eller en særlig fortællende jubilæumshjemmeside? Eller en storslået jubilæumsfest?

De kloge hoveder i foreningsbestyrelsen har ifølge mødereferaterne virkelig brugt tid og diskussion på jubilæumsmarkeringen. Men som så meget andet tager det tid og store begivenheder kræver endog meget tid til planlægning. Som månederne gik, blev løsningen mere simpel:
”En pose penge til hver afdeling, så kan de selv stå for det med planlægning, en bog bliver nok aldrig læst og tiden er løbet fra multimedieproduktioner. Men vi kunne nu godt trænge til at få frisket vores hjemmeside op. Lad os bruge jubilæumspenge på det”, virker det som om nogen har tænkt. Og så bliver der også udsendt nogle jubilæumsmagasiner.

Boligforeningens jubilæum vedrører hver eneste beboer. Hvordan kunne det så blive skubbet ned på prioriteringslisten? Selvfølgelig fordi et enkelt område suger den meste tid og energi til sig. Arbejdet med den såkaldte helhedsplan for området omkring Toveshøj og Gellerupparken ser ud til at være et projekt der kan løfte området, men også et projekt som en masse personligheder forsøger at score hæder, medaljer og penge på. Og som derfor tiltrækker deres
engagement.

Som beboere må vi være opmærksomme på at enkelt-projekter ikke undergraver hele foreningen og alles interesser. Kunne det mon ikke tænkes, at hvis der havde været flere ressourcer til rådighed, at vi havde fået bedre aftaler om kabel-tv for længe siden? Kunne det ikke tænkes at der var lidt flere, som synes, det var sjovere at være med i en afdelingsbestyrelse, hvis de ikke skulle til ekstraordinære repræsentantskabsmøder i tide og utide? Og kunne det være at der var kommet lidt mere gang i de mange andre renoveringsprojekter som venter i omkringliggende afdelinger?

Foreningsbestyrelsen og de lokale afdelingsbestyrelser gør et glimrende arbejde – men husker du at give dem lidt opbakning? De har brug for både ris og ros – og gerne lidt engagement. Så skal vi nok klare mindst 60 år mere.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)

*




 
 
© 1970-2018
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt