En drøm

Underbevidsthedens oprør mod de grå og kedelige vinterdage


af Inger Bloch

Det var en mørk og regnvåd morgen; jeg vågnede kl. 06 og syntes, at det var for tidligt at stå op. Jeg faldt i søvn igen og kom til at drømme:

Jeg var cyklet en tur ud på landet for at besøge min datter og svigersøn. Det viste sig, at det var første dag i min datters ny økologiske, afslappede højskole.
Der var kommet en masse drenge og nogle kvinder, der skulle på højskoleophold.
Min datter var i køkkenet sammen med et par veninder. Middagsmaden simrede. Jeg spurgte, om jeg kunne hjælpe med noget – og ja – jeg kunne lige tørre gulvet af i køkkenet. Gulvet var belagt med små fliser, og jeg tog lidt hvid maling og begyndte at male dem for at få dem lysere; det blev ikke rigtig godt, malingen dækkede slet ikke, og jeg nåede kun et areal på ca 1½ x 1½ m.
Så forlod jeg køkkenet – der var masser af mennesker overalt, og der duftede dejligt af mad: Kylling og spinat med smeltet ost over – og grøntsager.

Mit 18-årige barnebarn var vist listet ovenpå.
Der var bygget senge til drengene uden for på gårdspladsen, og der løb en masse drenge rundt. De legede ”Jagt en and” det betød, at en eller 2 drenge løb alt hvad de kunne efter en and eller en høne rundt på pladsen – det gjaldt om at få den til at blive træt og falde om. Jeg så en hvid and, der forfjamsket forsøgte at få sin ælling med væk fra drengene.
Jeg gik ind og spurgte min datter, om de måtte lege den leg – og nej det syntes hun ikke rigtig – så hun sagde lige til dem, at de ”hellere måtte holde op”.

Drengene var meget glade. I haven havde min svigersøn lavet borde, så drengene kunne spise udendørs, de voksne spiste i stuerne.
Jeg talte lige med nogle af kvinderne: De var meget nysgerrige med hensyn til min datter og svigersøn – og spurgte mig, om hvor længe de havde været gift, og hvordan de havde lært hinanden at kende. Alle syntes, at de var helt fantastiske og meget idealistiske.

Min svigersøn lærte drengene at køre traktor og tog dem med på tur i skoven, der lå lige op til den kæmpestore have.
Jeg ville nu prøve at fjerne malingen fra køkkengulvet igen, men jeg kunne ikke komme til – der var sort af mennesker, og min datter havde lagt et tyndt tæppe over stedet – hun sagde, at det godt kunne vente til en anden gang!
Jeg spurgte så, om der var noget andet jeg kunne hjælpe med, ellers ville jeg køre hjem, for jeg havde ikke cykellygter med. Jeg spiste ikke med, selvom maden duftede dejligt – jeg var ikke rigtig sulten.

Da jeg kom ud til indkørslen, kom 3 gamle damer kørende på landevejen i hver sin blomstrede lænestol med motor; deres kjoler var blomstrede som lænestolene, de havde permanentkrøllet hår og var meget fine og glade – de var på vej til det økologiske kursus og kørte ind på gårdspladsen; – lænestolene drejede, når damerne lænede kroppen til siden.
Jeg hjalp lige en af kvinderne med at lukke luften ud af hendes lænestol og lægge den sammen. Den fyldte ikke ret meget. Så spurgte jeg, om jeg skulle finde et sted, vi kunne placere dem, for der var jo alle disse drenge, men de sagde, at vi bare kunne lægge dem under drengenes senge på gårdspladsen.

Jeg gik lige ind i køkkenet og fortalte, at der var kommet yderligere tre kursister, og at de var kommet kørende i deres lænestole. Min datter og hendes veninder, der sad på den ene ende af køkkenbordet og fik en smøg, fnisede en lille smule; de var helt ligeglade med mig på en meget elskværdig måde. Jeg kunne ikke rigtig beslutte mig til at køre hjem, og jeg havde dårlig samvittighed over, at jeg ikke hjalp med opvasken!

Nu var det blevet næsten helt mørkt, og jeg havde glemt, hvor jeg havde stillet min rygsæk; jeg spurgte min datter, om hun havde lagt mærke til det – det havde hun ikke – så jeg banede mig vej mellem de mange glade mennesker og gik langs væggene; til sidst fandt jeg den i et hjørne ved en af reolerne, så det var fint nok.
Da jeg kom udenfor, kom min svigersøns far kørende i sin lastbil – den var meget stor – og han havde fyldt ladet med fisk til højskolen; de fik dem helt gratis, og det var de rigtig glade for.

En af vennerne kørte også ind på gårdspladsen; han havde lejet en stor bil til grøntsager, som han forærede til højskolen – så min datter var meget tilfreds!

Jeg ærgrede mig lidt over, at jeg ikke havde cykellygter med, jeg havde jo så mange derhjemme – både dem, jeg fik i julegave og alle dem, jeg havde lånt af min datter og mit barnebarn tidligere. Jeg vidste, at de ikke havde flere tilbage, så jeg besluttede at køre hjem uden lygter.

Jeg begyndte at cykle og kunne se lysene inde fra byen, og jeg følte mig egentlig ret godt tilpas, selvom jeg ikke var helt tilfreds med, at jeg næsten ikke havde hjulpet min datter, som havde så meget at gøre!
.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kom til at grine rigtig meget, da jeg vågnede helt op, og så skrev jeg det hele ned, som jeg havde oplevet det.




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt