Afd. 6: Stilfærdigt beboermøde trods tunge sager

Afdeling 6: Holmstrup

Det ordinære beboermøde i Holmstrup forløb uden dramatik


tekst og foto af Jens Skriver

De omkring 30 beboere, der foruden repræsentanter for boligforeningen og gæster deltog i beboermødet i Holmstrup, fik en omfattende orientering om afdelingens forhold, men der var ingen synderlig debatlyst.
Edvin Juhl uddybede den udførlige skriftlige beretning fra afdelingsbestyrelsen. Arbejdet i afdelingsbestyrelsen var blevet hæmmet af væsentlige udskiftninger i boligforeningens personale, og der var blevet brugt meget tid på kriminalitetsforebyggelse. Et samarbejde om driften af afdelingerne på Holmstrup Mark er en stor fordel, som gerne skulle synliggøres. Det blev beklaget, at Stofa havde sendt et mangelfuldt materiale ud om valget mellem den store og den lille pakke med tv-kanaler. Ikke alle aktiviteter går for godt. Autoklubben ligger stille for øjeblikket. Til gengæld er Genbrugsen kommet op at stå igen.

img_0107.jpg

Reglementer
Et nyt vedligeholdelsesreglement er under udarbejdelse, og et nyt ordensreglement skal godkendes på beboermødet. Det ligger for øjeblikket hos administrationen. Spørgsmålet om husdyrhold, ikke mindst hunde og kamphunde, er en speget affære, og afdelingsbestyrelsen ved ikke, hvordan den skal tackles. Formodentlig bliver der tale om en præcisering af, hvilke hunderacer der ikke må holdes. Det kan også komme på tale at udelukke sjældne dyr som edderkopper og krybdyr.

Vedligeholdelse
Individuel råderet er der kun en enkelt, som har gjort brug af inden for de sidste ti år. Til gengæld har mange brugt B-ordningen til renovering af køkkener og lignende. Var der tilstrækkelige hensættelser på vedligeholdelseskonto, har den kunnet anvendes til andet end vedligeholdelse af gulve, lofter og vægge, men den mulighed ophørte med tilbagevirkende kraft pr. 1/12 2007.
Der er penge i overskud på reguleringskontoen. Udover det giver renter, er det kommet selskabslokalet og parkeringspladserne til gode.

Kriminalitet
Afdelingen har været plaget af kriminalitet både fra lokale unge og professionelle bander fra Østeuropa. Derfor er der indledt et udvidet samarbejde med SSP. Vaskeriet og afdelingslokalet bliver tv-overvåget, og der føres særligt tilsyn med visse kælderrum.
Under mødet kom en officiel meddelelse om, at afdelingerne på Holmstrup Mark har fået bevilget 1,35 mill. af landsbyggefonden til sociale aktiviteter, herunder en aktivitetsmedarbejder. Beretningen blev enstemmigt godkendt.

Regnskabet
Regnskabet blev også fremlagt af Edvin. Det ser fint ud. Forrentningen ved fælles formueforvaltning er bedre end budgetteret. Vandafgiften er overbudgetteret. Takket være Genbrugspladsen er udgifterne til renovation langt nede. Der var heller ikke underskud fra tidligere års afskrivninger. Overskuddet fra regnskabet 2007 henlægges til udskiftning af varmemålere.
Regnskabet blev ligeledes enstemmigt godkendt.

Varmemålere
Som et særligt punkt på dagsordenen blev sat foreløbig punktum for varmemålersagen. Utilfredsheden med de varmemålere, som var blevet leveret af Siemens, havde været stor, og de skal skiftes, men det er billigst og mest praktisk at få nye målere fra Siemens. Der var også indhentet tilbud fra Brunata, men det var dyrere end Siemens, og Siemensmålere er lette at aflæse på betjeningspanelet. Et forslag om nye Siemensmålere, blev derfor vedtaget med stort flertal.

Valgene
Valget til afdelingsbestyrelsen gav følgende resultat:
Peter Iversen  48 stemmer genvalgt
Edvin Juhl 38 stemmer genvalgt
Svend Ove Bøhm 34 stemmer nyvalgt
Niels Jensen 24 stemmer 1. suppleant
Karen Hammer Sørensen 18 stemmer 2. suppleant

Resten af valgene foregik med akklamation. Jens Skriver med Lars Eg som suppleant blev således genvalgt til Skræppebladets redaktion, men Niels Jensen blev genvalgt til bestyrelsen for FAS med en ny suppleant Karen Hammer Sørensen.
Klokken var ikke 22 før aftenen dirigent, Keld Albrechtsen, kunne takke af for god ro og orden.




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt