Helhedsplanen fortsat på rette vej

Parallelopdrag for rådgivningsfirmaer skal bringe helhedsplanen
for Gellerup og Toveshøj videre


af Helle Hansen

Første skridt til realiseringen af helhedsplanen for Gellerupparken og Toveshøj er i fuld gang. Med udgang­en af april har Brabrand Boligforening og Århus Kommune afsluttet en udbudsrunde for rådgivergrupper med brede kompetencer.
Rådgiverne er blevet indbudt til at søge prækvalifikation til at indgå i et parallelopdrag om at udarbejde planforslag. Det er de forslag, som med tid­en skal bruges som grundlag for dispositionsplanen for hele indsatsen og forandringen af de to boligområder.

Parallelopdrag giver mange forslag
Det er for at få de bedst mulige bud på en dispositionsplan, at det blevet besluttet at lave et såkaldt parallelopdrag.
Et parallelopdrag er en arbejdsform, hvor flere rådgivergrupper/tegnestuer indbydes til at udarbejde et planforslag for Gellerup og Toveshøj. Rådgivergrupperne arbejder hver for sig, men de skal i forløbet mødes og udveksle idéer og påvirke hinandens resultater gennem fælles workshops.
Målet med den arbejdsform er, at al den oparbejdede viden skal deles mellem rådgivergrupperne, og på den måde kommer alle gode idéer projektet til gode.

Tre-fire rådgivergrupper skal lege med
Rådgiveropgaven er blevet udbudt til 6-8 rådgivergrupper, som er udvalgt efter en offentlig prækvalifikation med annoncering i EU-tidende, hvor der var ansøgningsfrist den 24. april.

Lige nu er Århus Kommune og Brabrand Boligforening i gang med at gennemgå de modtagne tilbud, hvorefter der vil blive indgået rammeaf­taler med tre-fire rådgivergrupper om levering af forslag til en plan for området til en fast pris, der er ens for alle rådgivergrupperne.

Tids- og procesplan
Arbejdet med parallelopdraget vil strække sig over resten af 2008. Det vil ske via workshops og temadrøftelser med involverede borgere, beboervalgte repræsentanter og andre aktører, eksperter, forskere, parterne fra parallelopdragsorganisationen samt andre ressourcepersoner.

Til sidst vil der på baggrund af rådgivergruppernes planforslag blive udformet et forslag til en dispositionsplan, som skal gennem en beslutningsproces i byrådet og i Brabrand Boligforenings repræsentantskab.
Den endelig dispositionsplan vil derefter være fundamentet for de kommende 10-20 års fysiske omdannelser og forandringer i Gellerupparken og Toveshøj.

Dispositionsplanen vil i løbet af 2009 danne grundlag for en ændring af kommuneplanen samt nye lokalplaner. Og det er på baggrund af de nye lokalplaner, at Århus kommune, Brabrand Boligforening samt selskaber, der er dannet til formålet, og private investorer vil kunne gå i gang med at føre alle idÉerne ud i livet.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT




 
 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt