Ledige nyttehaver i Grønærten

Ny bestyrelse vil have haveforeningen til at rydde op og gå til kamp mod sneglene


af Jens Skriver

Der er fortsat liv i en af Gelleruppark­ens allerældste beboeraktiviteter, Haveforeningen Grønærten.
En nyvalgt bestyrelse har netop taget over, og den er indstillet på, at der i den kommende tid skal ryddes op og gøres pænt på stierne omkring de små nyttehaver, der ligger mellem blokken på Dortesvej, Bentesvej og Gudrunsvej.
Der er en del ledige haver i forening­en – især på Bentesvej, hvor bestyrelsen har valgt at nedlægge den vestligste havesektion. Her er jorden meget dårlig, og næsten hvert år er haverne oversvømmet med vand, hvilket gør dem nærmest udyrkelige. Og i flere år, har medlemmerne ikke ønsket at leje have der. Derfor tilbagegiver haveforeningen arealet til afdelingen

Nye hegn og kompostpladser
De resterende havesektioner på Dortesvej og Bentesvej vil Grønærten i løbet af eftersommeren sørge for, at der kommer nye hegn op ud til stierne. Og de eksisterende træværk på Gudrunsvej skal have en omgang maling.
Der ud over vil bestyrelsen oprette en fælles kompostplads til hvert haveafsnit, hvor havelejerne kan komme af med deres ekstra grønne affald.

Sneglekamp og ny jord
De ulækre brune snegle er også et problem i Gellerup. Og bestyrelsen i Grønærten opfordrer alle medlemmerne til at gå til fælles kamp – enten ved at smide gift eller ved hurtigst muligt at få de slimede dyr samlet op og slået ihjel, inden de i juni begynder at lægge æg i hundredvis. Der er også planer om at tilføre nyt jord til de små haver, til de medlemmer som ønsker det. Det vil medlemmerne høre mere om i løbet af efteråret. Er du interesseret i leje en nyttehave i Grønærten, så koster det 25 kroner at blive medlem af foreningen og 75 kroner om året at leje en have. Man skal have bopæl i Gellerupparken.
Henvendelse hos beboersekretæren Vibeke Hansen i Beboerhuset Yggdrasil tlf. 86 25 10 17.




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt