Sex-sygdomme, prævention og uønskede aborter

Mød AIDS-Fondets projekt, der oplyser på tværs af kultur og sprog

red_ribbon.jpg

af Ulrik Ricco Hansen

Alle mennesker er forskellige og har ofte brug for forskellig information. Også når det gælder emner som sex, prævention, sex-sygdomme, hiv og aids. Dette gælder især, når der er forskellige kulturer og sprog.
AIDS-Fondet har derfor søsat projekt­et Cross-Over, som ”går forskellene i møde for at give lige adgang til rådgivning og information om hiv og aids, andre sex-sygdomme og forebyggelse af uønskede graviditeter”.

Foredrag i Århus
Projektet holder til i København, men den 13. juni kan du i Århus gratis deltage i et arrangement med foredrag og debat ved rådgiver Sule Lindsvig fra Cross-Over. Han har tyrkisk baggrund og vil fortælle om projektet, status og sit arbejde i Cross-Over. Bl.a. vil han komme inde på indsats­en over for homo- og biseksuelle mandlige flygtninge og indvandrere.
Arrangementet foregår hos Stop Aids i Frederiksgade.

Kulturel nabo fortæller bedst
Forskellige kulturer har forskellige opfattelser af sygdom. Dette er en af baggrundene for projektet – nemlig at komme i øjenhøjde med dem, der skal modtage budskabet.
”I praksis betyder det, at mennesker fra samme kultur er bedst til at formidle information om for eksempel hiv og aids til hinanden,” lyder der fra projektet.

Cross-Over samarbejder derfor med en række foreninger og organisationer omkring oplysning om hiv/ aids, and­re sexsygdomme og uønsket graviditet. Bl.a. samarbejder projektet med den tyrkisk/ danske gratisavis Haber, som også uddeles i f.eks. Bazar Vest.

Projektet følges af en gruppe personer, bl.a. Souhail Ibrahim, der er formand for Indvandrerradioen i Århus. Følgegruppen er med til at sikre kvalitet i projektet.

Flere sprog
Rådgivning foregår på dansk, engelsk, fransk, tyrkisk og kiswahili. Der er tiltag både via internet, telefonlinje og personlige møder ved arrangementer, på hospitaler og andre steder. F.eks. er der besøgsvenner og forskellige netværkstiltag i internationale miljøer og foreninger.

Talsmænd
Projektet har tilknyttet en række personer som bakker op om projektet, bl.a. Kamal Qureshi, der er Læge og folketingsmedlem for SF. Han udtaler:
”Hiv kan ramme alle. Hiv diskriminerer ikke og skelner ikke mellem køn, seksuelt tilhørsforhold, eller etnisk baggrund. Derfor skal vi – med respekt og lydhørhed over for mangfoldigheden i vores samfund – gøre en ekstra indsats for, at alle borgere i Danmark får lige adgang til information og oplysning om hiv og aids”.

Foredrag og debat ved rådgiver Sule Lindsvig fra Cross-Over

(www.cross-over.dk)

Stop Aids,
Frederiksgade 76 A, 2. sal,
8000 Århus C

Gratis adgang for zlle ved tilmelding på tlf. 86 12 88 00 eller thygesen@stopaids.dk




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt