Afd. 2: Støv, støj og skurvogne i Søvangen

Afdeling 2: Søvangen

Badeværelsesrenoveringen fortsætter støt efter planen.
Beboerne har været tålmodige og tager det rigtig pænt

af Kirsten Hermansen

Nu er der gået knap et år, siden renoveringen startede, og beboerne på den øverste del af Louisevej  kan nu tage bad i nye omgivelser.
Selskabslokalers og gæsteværelsernes toiletter er også færdige.

Afdelingen har et stort antal forskellige lejlighedstyper og dertil 3 hustyper, så man må gå ud fra, at håndværkerne har ”høstet nogle erfaringer” fra de mange forskellige slags badeværelser og rørsystemer under deres arbejde.

Renoveringen er en proces, der griber dybt ind i den enkelte beboers privatliv og hverdag, og er nok det største og det længstvarende renoveringsarbejde i Søvangen.

Valg af håndvask- og toiletmodel, har ikke altid været efter alle beboeres smag, men der har jo også været et budget, der skulle overholdes. Et puslespil, som man vist har fået til at gå op.
Opståede fejl er løbende blevet revideret og rettet til de flestes tilfredshed.

Renoveringen har stillet store krav såvel til beboere som til driftspersonale, og derfor har vi spurgt  en af beboerne og en fra driftspersonalet, hvordan de har oplevet processen.

Det har været støvet og rodet værd
”Det var da en støvet affære, mens det stod på, men det var dog til at leve med, og det var egentlig kun slemt de første 14 dage”. Sådan siger en beboer, som kan lægge hele oplevelsen bag sig. Beboeren ved, hvad  det vil sige at få renoveret badeværelse, idet han har prøvet det hele 2 gange i forbindelse med en mellemliggende flytning. ”Man finder hurtigt en anden morgenrytme, når man er berøvet sit toilet og bad.

Der har også været nogen støj, og det er selvfølgelig langt mere generende, hvis man er hjemme hele dagen. Beboerhusets opholdsrum har vist ikke været brugt ret meget, så man må gå ud fra, at det har været til at udholde.”
Beboeren har i øvrigt meget ros til driftspersonalet, som han mener har ydet en optimal service, men undrer sig lidt over, at man aldrig har mødt en repræsentant fra NILAS.

Processen og resultatet har været positiv, men der er selvfølgelig også lige et par negative detaljer:
Montering af ekstra-løsdele burde være en del af renoveringsarbejde med betaling af de dele man tilkøber. Priserne på monteringen af ekstra-løsdele-armatur står ikke i rimeligt forhold til den reelle arbejdstid på monteringsarbejdet, og gudskelov at jeg selv kan spare kr. 200,- ved at sætte en krog op på 5 minutter.

”Jeg er meget glad for mit nye badeværelse og jeg syntes, at det er håndværksmæssig flot udført.  Overgangen mellem toilet og bad ser flot ud, men det er bare så synd, at man ikke har lavet en højere kant  omkring brusenichen, da vandet under brusebad løber op over resten af gulvet i badeværelset. Synd og skam for badeværelset er ellers så lækkert”, fortæller vores beboer til slut.

Driftspersonalet har et stort merarbejde
En rigtig stor del af driftspersonalets arbejdstid (70 %) er gået med at yde service omkring renoveringerne, f.eks. tager alene varslingerne til beboerne ret lang tid, fortæller en medarbejder fra driftspersonalet.
Vores højeste ønske er bare, at vi er så  heldige, at kunne slippe for snerydning bare denne vinter.

Man har oplevet stor tålmodighed hos beboerne, og ordningerne med badevogne m.v., har man indtryk af, er stort set tilfredsstillende.

Vi syntes, at det har været lidt synd, at der ikke i kontrakterne har været forhandlet noget mere standard-armatur til badeværelserne, idet det valgte Alterna-mærke på armatur er ret dyrt, og derfor bliver tilbuddene på tilkøb desværre også ret dyrt.

Ellers har de største problemer faktisk mest ligget omkring rydninger/tømninger af kælderrum og afgrænsning af områder, hvor håndværkerne har skullet arbejde og isolere.
Men der er høstet mange erfaringer, så tingene glider bedre og bedre.

Samtidig med renoverings-travlheden har der desværre også været mange varme-problemer omkring radiatorerne i Søvangen, med manglende udluftning af varmesystemet, afledt af fjernvarmearbejdet på Brabrand Skovvej.
Alt dette oveni kan få enhver ”Meyer” til at få sved på panden.
Man lover at problemerne med varmen vil blive løst støt og roligt hen ad vejen, udtaler den travle repræsentant fra driftspersonalet.




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt