Allan Fiskers nødhjælp ramt af finanskrisen

Styrtdyk på metalpriser skaber usikkerhed om muligheden for at sende container til Letland

af Helle Hansen

Gellerups Østjyde Allan Fisker og hans flotte nødhjælpsarbejde, som kommer fattige børn og familier i Letland til gode, er hårdt ramt af den verdensomspændende finanskrise.

Det er især de faldende priser på metal, som skaber stor usikker om, hvorvidt Støtteforeningen for Allan Fisker denne sommer har råd til at sende en container fyldt med kasser med tøj med fragtskib til Riga i Letland.

”Tidligere kunne man få op til 20 kroner pr. kilo rustfrit stål, men afregningen er lige nu faldet til 80 øre kiloet,” fortæller Allan Fisker, der plejer at kunne skrabe en god indtægt ind til støtteforeningen ved at samle metal, som han kan sælge videre.

Støttebeløb velkomne
Støtteforeningen for Allan Fisker har netop overstået sin årlige generalforsamling. Her kunne formand Gunhild Weisbjerg fortælle, at der i løbet af sidste år blev sendt to container fyldt med kasser med tøj og andre fornødenheder af sted til Estland. En udgift på godt 20.000 kroner pr. container.

Ved årsskiftet var støtteforeningens egenkapital helt nede at vende på 722 kroner. Det beløb er dog medio april kommet op på godt 8.000 kroner ved hjælp af forskellige donationer og andre bidrag. Men der er stadig langt til de mindst 20.000 kroner, som skal til for igen at få en container sendt til Estland.

Stor fattigdom
I Allans store kælder på Bentesvej er der allerede ved at være pakket godt to-tredjedel af det antal bananpapkasser, der kan være i en 40-fodscontainer. Og Allan håber, at det snart lykkes at få flere penge samlet ind til at betale for fragten.

”Jeg har modtaget en e-mail fra min kontaktperson på børnehjemmet i Riga. Og her står, at de takker meget for den hjælp, mine kasser med tøj betyder. Folk i Letland er virkelig fattige og hårdt ramt af følgerne af finanskrisen, og mange har oplevet en lønnedgang på 30 til 70 procent i de sidste mange måneder” siger Allan Fisker, der også tager ud og holder foredrag for at skaffe penge til hjælpearbejdet.

Medlemskab og støttebeløb
Vil du eller din forening støtte op omkring Allan Fiskers flotte nødhjælpsarbejde, så kan du melde dig ind i støtteforeningen. Det koster 100 kroner om året – beløbet indbetales til konto: 9895 – 0001527282 i Sparbank Vest, City Vest afd. Du er selvfølgelig velkommen til at indbetale mere.

Læs mere på www.allanfisker.dk




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)

*




 
 
© 1970-2018
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt