Bøger i lange baner

Bøgerne samler beboerne i fælleshuset

af Emmy Hartvig, Afd. 22/Sonnesgården. Foto af Henning R. Larsen

Når du kommer ind i fælleshuset i Sonnesgården, vil du opdage, at vi her har indrettet et bibliotek med mange bøger og læsepladser.
Biblioteket benyttes flittigt af Sonnesgårdens beboere og indgår som en helt naturlig del af de mange muligheder, som beboerne efterhånden har skabt for hygge og socialt samvær.

Vi bliver ofte spurgt om, hvordan vi har fået opbygget et bibliotek, og svaret er faktisk ganske enkelt: Sonnesgården er et relativt nyt byggeri, hvor rigtig mange af beboerne (+ 55 år) kommer fra hus, hvor man har haft mere plads til mange bøger. Hvorfor så blot kassere, når mange andre kan få glæde af dem? Derfor blev hver enkelt lejlighed bedt om at ”donere” mindst 3 bøger til fællesbiblioteket, og det resulterede i, at vi allerede fra starten havde rigtig mange bøger – og vel at mærke bøger for enhver smag.

Initiativet blev naturligvis bakket op af afdelingsbestyrelsen, og der blev sat reoler op i vort fælleshus, ligesom der blev indkøbt nogle magelige stole og et par små-borde. En ”bibliotekar” sørgede for at få bøgerne stillet på hylderne i alfabetisk orden, ligesom den nævnte ”bibliotekar” modtog stadig nye bøger til samlingen, der efterhånden rummer alt fra kriminalromaner til bibliografier og opslagsværker, ligesom videofilm, enkelte dvd´er og cd´er har fundet vej til hylderne.

Arbejdet som bibliotekar er ikke særlig tidkrævende, idet vi ikke registrerer bøger eller lånere. Man låner den bog, man nu har lyst til, og man sætter den selv på plads efter endt læsning!

Fordelene ved eget bibliotek er helt åbenlyse: du kan f.eks. hente en bog sent om aftenen, hvis du opdager, at du er udgået for læsestof, og du kan beholde bogen, så længe du ønsker det. Du får hverken bøder eller rykkere, og skulle du finde en bog, som du gerne vil beholde, sker der såmænd heller ikke noget ved det. Vi ved, at de fleste alligevel afleverer mange flere, end der beholdes!

Biblioteket har hos os bl. a. medført, at vi – en flok læseheste – har startet en litteraturklub, hvor vi har en litteraturkyndig, der vejleder os. Vi mødes vinteren igennem hver 14 dag, hvor vi analyserer, drøfter og diskuterer den bog eller den novelle, som vi har læst. Og her går bølgerne højt!

For øjeblikket er vi i gang med at læse noveller fra ”Septemberfortællinger” som Uffe har foreslået, men ellers vælger vi i gruppen, hvad vi vil læse. Det har været ældre litteratur, men også mange af de helt unge forfattere har vi stiftet bekendtskab med.

Vi har nogle rigtig dejlige og indholdsrige eftermiddage, hvor vort bibliotek naturligt er stedet, hvor vi mødes!
Så har man lyst, er det bare at få stillet reolerne op og gå i gang med indsamling af bøger!




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT




 
 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt