Unge4Unge modtog årets Kriminalpræventive Pris 2009
Prisen på 50.000 kroner skal bruges til en stor happening for Gellerups unge
af Helle Hansen. Illustration fra www.unge4unge.dk
Justitsminister Brian Mikkelsen overrakte den 30. marts Den Kriminalpræventive Pris 2009 til Unge4Unge ved et arrangement i Politikens Hus i København, hvor Det Kriminalpræventive Råd holdt årsmøde.
”Projektet er et fint eksempel på, at unge virker som positive rollemodeller for udsatte unge, og at det nytter at inddrage lokalbefolkningen i det kriminalpræventive arbejde,” lød Brian Mikkelsens begrundelse for prisoverrækkelsen. Ministeren har selv tidligere hørt om de unges arbejde, da han var på besøg i Kontaktstedet i begyndelsen af marts.
”På færgen sad vi og skrev på en takketale, hvis det nu skulle blive os,” fortæller Ivan de Lima, der er projektleder for Unge4Unge. Og det var ikke skønne spildte kræfter, for ved årsmødet kunne justitsminister Brian Mikkelsen afsløre, at Unge4Unge var modtagere af prisen.
Den Kriminalpræventive Pris bliver hvert år uddelt til et lokalt projekt, der laver et godt kriminalpræventivt arbejde. Og Unge4Unge fik deres pris, fordi de frivillige mellem 15 og 24 år viser deres jævnaldrende alternativer til kriminalitet, og fordi de er opsøgende i Gellerup og bybusserne, så beboerne kan føle sig trygge. Og er der problemer med hærværk og brande, så møder de unge op til et koordineret beredskab, lød begrundelsen for prisoverrækkelsen.
Ros til samarbejdspartnerne
Østjyllands Politis indstilling |
---|
”Østjyllands Politi kan helt tilslutte sig indstillingen og kan tilføje, at de unge i netværket er en særdeles positiv og engageret gruppe i samarbejdet med politiet – både i forbindelse med uroligheder og i dagligdagen. Der er tale om et tidligere projekt, som nu er i fin drift, og som i høj grad er med til at give andre unge et forbillede og et signal om, at der er sunde og klare alternativer til blot at tilslutte sig kriminelle eller utilpassede unge på gaden – og netværket har dermed tillige en kriminalitetsforebyggende vinkel, som taler sit eget klare sprog gennem deres indsats og resultater”. J. Ilum politidirektør og Leif Kristensen vicepolitiinspektør |
Det er Østjyllands Politi, der har indstillet Unge4Unge til prisen.
”Og vi er meget glade for prisen, og Nadia huskede i takketalen også at nævne alle vores gode samarbejdspartnere. Det er både lokalpolitiet, Socialcenter Vest, som har skabt mulighederne for Unge 4 Unge, Klubberne i Gellerup, Brabrand Boligforening, Midttrafik, Bazar Vest og så selvfølgelig Østjyllands Politi, som havde indstillet os til prisen,” fortæller Ivan de Lima, der godt er klar over, at det også forpligter at modtage sådan en pris.
”Nu skal vi jo hjem og vise, at vi også kan leve op til rosen. Vi har rigtig mange ting om ørerne, og vi oplever hele tiden, at folk river i os, fordi de vil ud at tale med os, eller også inviterer de os til at komme ud at holde oplæg,” siger Ivan, der tilføjer, at Unge4Unge til sommer også skal deltage i en stor konference i Prag, hvor de skal holde en workshop for de europæiske socialchefer, og de unge arbejder i den sammenhæng for tiden med at lave en introduktionsfilm om Unge4Unges arbejde.
De 50.000 kroner, som følger med prisen, skal ifølge Ivan de Lima bruges til efter sommerferien at lave en stor happening eller koncert i Gellerup til glæde for alle områdets børn og unge.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2009-04 Maj