Miss Africa – danske afrikanere i show for velgørenhed

19-årige Linda Sanogo, frivillig i lektiehjælp m.v. i Gellerup stiller op

af Sebastian Adorján Dyhr. Foto af Jacob Crawfurd

Lørdag d. 6. juni i Store Vega i København løber den 5. udgave af Miss Africa Danmark af stablen.

Fra Niger til Århus
19-årige Linda er vokset op i Niger med en dansk mor og malinesisk far. I 1997 flyttede Linda til Danmark med sin mor og søskende. I dag bor hun i Århus med datteren Sarah-Isabelle på 3 år.

Linda har taget en uddannelse HHX med henblik på at videreuddanne sig inden for eventbranchen. I mellemtiden har hun haft deltidsjob på et analyseinstitut og arbejder nu som freelance model.

”Jeg vil helst ind på Kaospilot uddannelsen, og det kræver en del erfaring, så jeg prøver alt muligt. Jeg har været promoter i 2 år, laver lidt marketing inden for reggae- og hiphopkoncerter,” fortæller Linda, og fortsætter: ”og så er jeg runner og bartender for Present Århus, SPOT festivalen og logistik medarbejder for PULS.” Linda har desuden gået på musiklinien på en daghøjskole for bl.a. at lære om lydproduktioner på computer. Som danser har hun deltaget i diverse musikvideoer.

Socialt engageret
”Jeg laver også meget frivilligt arbejde, bl.a. i to pigeklubber i henholdsvis Gellerup og Bispehaven for piger i alderen 12-17 år. Og så er jeg i Røde Kors lektieklub for børn fra 1. til 4. klasse, hvor der kommer børn med alle mulige forskellige kulturelle baggrunde,” fortæller Linda.

Lidt længere ude i fremtiden drømmer Linda om at bosætte sig i Niger. Hun håber at projektlederuddannelsen kan bruges til at hjælpe afrikanere til at hjælpe sig selv. ”Det er vigtigt at afrikanere skaber deres egen vækst, frem for at vesterlændinge skal gøre det for dem.”

Linda har ingen fra den afrikanske familie i Danmark, men hun holder kontakten ved lige og prøver så vidt muligt at mødes ”på midten” i Frankrig.

Mangfoldig kultur
Miss Africa i Danmark er en fest for afrikanere, danskere og venner af Afrika, der mødes for at fejre mangfoldigheden i afrikansk kultur. 14 helt almindelige, men stærke og stolte piger fra Københavnsområdet, Kalundborg, Århus, Kolding, Skanderborg, Ikast og Skagen er udvalgt til finalen. De forbereder sig i øjeblikket med træning og taleskrivning, og på at skulle stå over for et stort publikum og repræsentere et helt kontinent.

Linda Sanogo

Linda Sanogo

Rollemodeller findes
Miss Africa Danmark er ikke en traditionel bikini- eller modelkonkurrence. Pigerne vil stråle fra scenen; men har meget mere at byde på end bare at se godt ud. Dommerne skal lægge vægt på at finde en god rollemodel, der kan fungere som kulturel ambassadør for Afrika i Danmark. Den svære afgørelse lægges i hænderne på Caroline Henderson, Vibeke Hartkorn, Peter Tygesen, Toniah Pedersen og Lassina Badolo.

Det er meningen, at både vinderen og de andre deltagere i konkurrencen kan deltage i andre arrangementer og begivenheder, hvor Afrika er på plakaten. ”Er det ikke oplagt at give ordet til en repræsentant for afrikanerne i Danmark, når der tales udviklingsbistand, integration og tværkulturel forståelse?” spørger arrangørene.

Show og afrikansk fest

På scenen bliver det ingen ringere end Master Fatman og sangerinden Yazzmin, der styrer slagets gang. De vil præsentere publikum for finalisterne, men også for afrikanske rytmer og live musik med bl.a. Ayoe Angelica, Al Agami, Karen Mukupa og Ashimba.

Velgørenhed
Miss Africa Danmark arrangeres af på fjerde år af frivillige og med opbakning fra musikere mv., der alle arbejder ulønnet. I 2008 resulterede showet i et overskud på kr. 75.000,- der i samråd med Red Barnet er brugt til at bygge en stor legeplads i Gulu-området i Uganda. De fleste af børnene på den skole, hvor legepladsen er bygget, har ikke haft mulighed for en normal barndom.

For få måneder siden var sidste års vinder Catherine Gathoni officiel gæst ved åbningen af legepladsen. Børnene var forundrede over besøget af en afrikansk prinsesse – fra Danmark, og Catherine selv var glad og overrasket over at se, hvor stor betydning en legeplads havde fået for børnene i området.

I år har man valgt at støtte et projekt, der kan være med til at forbedre traumabehandling i Rwanda. Der er fred og fremskridt i Rwanda, men folkemordet spiller stadig i dag en synlig rolle i den rwandiske hverdag, bl.a. ved at mange børn og unge lider af post traumatisk stress. Projektet er blevet til på initiativ af medicin- og psykologistuderende ved universitetet i Butare.




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt